Alfa Laval får stor ordre på udskiftning af ballastvandsystemer

Alfa Laval har fået en stor ordre i bogen.

Industrikoncernen Alfa Laval har modtaget en ordre på at udskifte 18 ballastvandsystemer for et stort europæisk rederi.

Offentliggjort

Der er høj efterspørgsel efter udskiftning af defekte ballastvandsystemer, og det har Alfa Laval formået at lukrere på.

Den maritime industrikoncern har således sikret sig en ordre på at udskifte ikke mindre end 18 ballastvandsystemer for et stort - ikke navngivet - europæisk rederi. Det oplyser Alfa Laval i en pressemeddelelse.

Ballastvand er en væsentlig faktor i udbredelsen af invasive arter i de i forvejen pressede danske farvande, og for at undgå udbredelsen gennem udledning af ballastvand, vedtog FN i 2017 ballastvandkonventionen, der skal give havmiljøet de bedst mulige betingelser.

Undersøgelser har dog vist, at hver tredje skibs ballastvandanlæg fejler, og der bliver samtidig heller ikke ført det rette tilsyn med, om skibenes medarbejdere kan betjene anlæggene og på den baggrund reagere, hvis noget ikke fungerer.

"Vi er blevet kontaktet af et stigende antal skibsejere og skibsadministrationsselskaber verden over, som oplever problemer, som deres nuværende leverandør ikke kan løse," lyder det fra chef for globale salg, virksomhedsudvikling og marketing hos Alfa Laval PureBallast, Tobias Döscher.

I løbet af de seneste to år har Alfa Laval udskiftet mere end 250 systemer fra 30 forskellige producenter, og ordrebogen for udskiftning fortsætter altså med at vokse.

Powered by Labrador CMS