Den krævende vej til fremtidens klimaneutrale skibsfart

Foto: Danske Maritime

Danske Maritime var fredag vært ved en konferencen på Christiansborg, der satte fokus på udfordringerne for fremtidens klimaneutrale skibsfart.

Publisert Sist oppdatert

En fyldt sal. Et fælles mål. Og en samlet fortælling om udfordringens størrelse.

Repræsentanter fra hele den maritime verden har i denne uge været samlet til en stor fælles konference om det aktuelt største spørgsmål i branchen: hvad skal vi sejle på i fremtiden? Mange både store og små skibsejere er i tvivl om, hvad de bør og tør investere i, og for både dem og den maritime industri, som leverer skibene og de tekniske løsninger, er det indlysende vigtigt også at få den globale energiinfrastruktur på plads.

Scenen var derfor sat til en grundig snak om de aktuelt mest lovende fremtidige fremdrivningsformer på både korte og lange distancer, og samtidig til et forsøgsvist bud på, i hvilket tempo de nuværende fossile brændstoffer overhovedet kan udfases.
På kystnære ruter er der flere muligheder, da fx en elektrisk løsning kan oplades hyppigt, men på oceangående ruter er udfordringen anderledes kompleks. Her ser man en lang årrække frem, hvor også gennemgribende energioptimering, dual-fuel løsninger og teknologier, som reducerer udledningerne fra traditionelle brændstoffer, er centrale. For godt nok vil der både kunne sejles på fx ammoniak og metanol, men det varer længe, før disse brændstoffer er globalt tilgængelige i storskala og er grønt produceret.

Samtidig er prisen et helt afgørende parameter, da grønne brændstoffer bliver markant dyrere at producere. Dette vil kunne afskære mange rederier og operatører rundt i verden fra at stige ombord på den grønne omstilling, som omvendt er nødt til at favne såvel store som små skibe kloden rundt, hvis branchen skal kunne nå de globale klimamålsætninger.

Så selv om det fælles mål er en klimaneutral skibsfart, og det fælles ambitionsniveau er tårnhøjt, så ligger der fra den maritime branche nogle meget klare budskaber til de politiske beslutningstagere i ind- og udland:

  • Bak op om first movers. Forskning, udvikling og innovation koster dyrt, og Danmark skal i samarbejde med andre lande sikre, at det kan betale sig at udvikle de nye teknologier.
  • Kig kritisk på den økonomiske incitamentsstruktur. Aktuelt er det markant dyrere at vælge klimavenligt. Dette skal på globalt niveau vendes på hovedet, hvis man skal have tempoet i den grønne omstilling op.
  • Sæt produktionen af vedvarende energi højere op i gear. Det kræver enorme energimængder at dække såvel skibsfartens som andre branchers behov. Grønne korridorer/ruter, hvor der kan tankes grønne brændstoffer, kan være en start, men en global udrulning er helt afgørende.
  • Udvid definitionerne på grøn teknologi. Også de teknologier, som reducerer eller helt fjerner fossile brændstoffers udledninger bør omfattes af begrebet green tech, fordi udfasningen vil ske gradvist over en lang årrække. Også disse skal der ydes forskningsmæssig støtte og opbakning til.

Konferencen på Christiansborg blev afholdt af Danske Maritime og det tværgående nordiske initiativ Maritime Energy Transition Project, og oplægsholderne kastede også lys over de aktuelle udfordringer med lovgivningsmæssig tilpasning, sikkerhedsgodkendelser og fremtidige klassegodkendelser. I salen lyttede også flere folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere samt diverse embedsfolk, og Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat ser et endnu stærkere samarbejde i Danmark som helt afgørende i årene frem.

”Lige nu ser vi den teknologiske udvikling inden for skibsfart gå utrolig hurtigt, og det er vigtigt at forstå, at det ikke er selve teknologierne, vi venter på. Dem er vi i fuld gang med at udvikle, og de stærke rederier står også klar til at investere. Men derudover har vi tusindvis af andre skibe, som også skal med i ligningen, og hvor man for eksempel i fiskeriet har svært ved at være med. Det er også vigtigt, at man politisk forstår betydningen af, at det offentlige spiller med. Både i forhold til alle de vigtige rammebetingelser, vi opererer indenfor, og i forhold til de skibe, der ejes af stat og kommuner. For når man stiller grønne krav til private, burde det offentlige jo selv gå forrest. Men den helt overordnede konklusion på dagen er, at alle parter – både rederier, udstyrsproducenter, værfter og myndigheder – er enige om ambitionsniveauet og om, at udfordringerne kan løses med den rette politiske opbakning. Og omvendt hører vi også fra politisk side, at viljen er der, og at man vil forholde sig proaktivt til udfordringerne. Så hos Danske Maritime ser vi frem til et godt og givende samarbejde også i den kommende år. Vi er på en meget spændende rejse sammen, og vi kan fra dansk side spille en vigtig rolle på verdensmarkedet, når vi står sammen,” siger Jenny Braat.

Oplægsholderne kom fra Søfartsstyrelsen, HOK Marineconsult, Wärtsilä, MAN Energy Solutions, Eltronic Fueltech, Nordhavn Power Solutions, Ballard Power Systems, Blue World Technologies, Hvide Sande Shipyard, Alfa Laval, Bureau Veritas samt Baltic and International Maritime Council (BIMCO).

Powered by Labrador CMS