Hash, snifferør og kontanter fundet på grønlandsk skib i Skagen

Arkivfoto fra Skagen Havn. Ingen af de viste skibe har noget med sagen at gøre.

Mens et grønlandsk skib lå på værft i Skagen Havn, benyttede Toldstyrelsen lejligheden til at lave en kontrol af skibet.

Det blev en særdeles indbringende dag, da Toldstyrelsen i slutningen af marts gik ombord på et grønlandsk skib, som lå på værft i Skagen Havn. Da tolderne kom ombord på skibet og slap hundene løs, markerede toldhundene med det samme flere steder. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Markeringerne viste sig at være på to hash-fund på henholdsvis 12 og 15 gram samt improviserede snifferør med rester af kokain og bongflasker. Derudover fandt tolderne 5200 cigaretter med manglende angivelse, hvilket udløste en bøde på samlet 45.000 kroner.

"Toldstyrelsen forsøger hele tiden at lave en så effektiv toldkontrol som overhovedet muligt. Det betyder, at vi løbende reagerer på efterretninger, risikoprofiler og analyser, så vi kan forhindre ulovlige varer i at komme ind i Danmark. Vi har fortsat rettet vores fokus på trafik til og fra Grønland, og trafik via vandvejen er ikke en undtagelse, lyder det fra kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.

Toldstyrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for narkotika for at begrænse ulovlig import og handel i Danmark, og toldernes to fund af hash er overdraget til Nordjyllands Politi, der som ansvarlig myndighed står for den videre efterforskning.

I 2024 tilbageholdt Toldstyrelsen knap et ton hash, hvilket næsten er en halvering i forhold til året før. En del af forklaringen skal findes i, at der i 2023 blev fundet 900 kilo hash på én gang i en lastbil i Rødbyhavn, mens der i 2024 ikke har været tilsvarende enkeltsager med mængder i den størrelsesorden.

Powered by Labrador CMS