Ny dansk-amerikansk alliance skal udvikle grøn maritim omstilling

Amerikansk besøg på Lindø. Foto: Danmarks Ambassade i Washington
Amerikansk besøg på Lindø.

Amerikansk besøg hos danske maritime virksomheder skal give inspiration til arbejdet med grøn omstilling til søs på begge sider af Atlanten.

Publisert

Som en del af det dansk-amerikanske samarbejde i Green Maritime and Port Alliance er en amerikansk delegation hele ugen på besøg i Danmark. Her skal deltagerne udveksle viden og se på, hvordan danske virksomheder udvikler grønne løsninger inden for blandt andet alternative brændstoffer og retrofitting af skibe.

Interesseorganisationen Danske Maritime har bistået Udenrigsministeriets Trade Council i Nordamerika med til at organisere en række virksomhedsbesøg i den danske maritime industri.

Formålet med den nyetablerede dansk-amerikanske alliance er at skubbe til den grønne omstilling i havne og til søs, og samarbejdet om grøn omstilling mellem Danmarks Ambassade i Washington, DC, Danmarks Generalkonsulat i Houston samt danske og amerikanske organisationer skal skabe grobund for nye samarbejder på tværs af Atlanten.

Den globale skibsfart står i dag for cirka 3 procent af verdens samlede CO2 udledning, og det tal forventes at stige med op imod 50 procent inden 2050. Blandt andet derfor er den grønne omstilling på dagsordenen i den globale maritime branche, hvor danske maritime virksomheder står klar med mange forskellige teknologiske løsninger. Den amerikanske delegation vil blandt andet besøge Alfa Laval, Man Energy Solutions, Viking Life-Saving Equipment, Desmi Pumping Technology og Fayard, hvor der er megen viden og teknisk inspiration at hente for de besøgende.

For administrerende direktør i Danske Maritime, Jenny Braat, repræsenterer samarbejdet og besøget et skulderklap til den danske maritime industri.

“I Danmark er vi langt fremme når det gælder grønne, innovative løsninger i den maritime industri. Det er dette samarbejde også et udtryk for, og det vil den amerikanske delegation forhåbentlig også lægge mærke til på deres virksomhedsbesøg. Samtidig har det en betydning for de maritime virksomheder at få øget kendskabet til deres løsninger på et stort marked som det amerikanske. Det er altid positivt, at vores industri bemærkes i udlandet, og vi ser frem til et godt samarbejde i Green Maritime and Port Alliance,” siger Jenny Braat.

Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, håber, at det nye samarbejde kan få sat skub i den grønne omstilling på begge sider af Atlanterhavet.

“Vi har en lang tradition for maritime industrier i Danmark, og vi har rigtig meget at byde ind med på det amerikanske marked. Med Green Maritime and Port Alliance håber vi at kunne få sat skub i den grønne omstilling i sektoren på begge sider af Atlanten og skabe nye og gode muligheder for danske virksomheder i USA,” lyder det fra ambassadøren.

Green Maritime and Port Alliance er et initiativ af Udenrigsministeriets Trade Council i Nordamerika, Danske Rederier, Energy Cluster Denmark, Danske Maritime, Danske Havne samt de amerikanske organisationer Blue Sky Maritime Coalition, Green Marine, Port of the Future og American Bureau of Shipping.

Powered by Labrador CMS