Esvagt satser på nyt offshore vind-eventyr i Sydkorea

Administrerende direktør i KMC Line, James Jonghoon Kim, (t.v.) samt administrerende direktør i Esvagt, Søren Karas.

Esvagt følger nu sine kunder ind på det fremvoksende koreanske offshore-vindmarked gennem et joint venture med det sydkoreanske rederi KMC Line.

Offentliggjort Sidst opdateret

Esvagt har sat alle sejl ind på at etablere sig på sit tredje kontinent. Gennem et joint venture-partnerskab med det sydkoreanske rederi KMC Line vil den danske offshoregigant nemlig bringe sin ekspertise i spil på det sydkoreanske marked, hvor der er planer om at etablere op mod 18,3 GW offshore-vindkapacitet inden 2030. Det oplyser Esvagt i en pressemeddelelse.

Aftalen om det nye joint venture, der går under navnet Kesto, blev underskrevet ved en ceremoni i Seoul den 8. maj i overværelse af mere end 70 kunder, partnere og myndighedsrepræsentanter, og Kesto er allerede godt i gang med konstruktive drøftelser med partnere på flere koreanske offshore-vindprojekter, der forventes realiseret fra 2027 og frem.

"Det er vores ambition at vækste, og vi imødekommer et ønske fra vores kunder om at kunne trække på kendte kompetencer på nye markeder. Det koreanske offshore-vindmarked har et enormt potentiale, men som vækstmarked rummer det også ukendte faktorer. Derfor lægger internationale udviklere og vindmølleproducenter vægt på at kunne samarbejde med kendte og respekterede leverandører, når meget andet er nyt. Det er til vores fordel," lyder det fra administrerende direktør i Esvagt, Søren Karas.

Fakta:

Med det nye sydkoreanske setup er Esvagt nu til stede på tre kontinenter.

Esvagt var pioner inden for Service Operation Vessels (SOV) i Europa og tog i 2021 skridtet til Nordamerika gennem joint venture-selskabet CREST med det amerikanske firma Crowley. 

Selskabet er aktuelt i gang med at bygge en SOV, der skal understøtte Siemens Gamesas serviceoperationer på Dominion Energys vindmøllepark, som forventes idriftsat i 2026.

Kilde: Esvagt

Powered by Labrador CMS