Verdens første methanoldrevne SOV er søsat

Esvagts nye SOV er blevet søsat på Cemre Shipyard.

Esvagts nye SOV, der er ved at blive bygget på det tyrkiske værft Cemre Shipyard, blev i weekenden søsat.

Offentliggjort

Verdens første metanoldrevne servicefartøj til havvindmølleparker, der er ved at blive bygget på Cemre Shipyard, fik lørdag for første gang vand under kølen, da det blev søsat ved det tyrkiske værft.

Det er offshorerederiet Esvagt og energigiganten Ørsted, der sammen står bag det banebrydende servicefartøj, der skal hjælpe med at reducere CO2-udledningerne inden for både skibsfart og havvind.

SOV’en, der blev bestilt i 2022, bliver nemlig udstyret med batterier og ‘dual fuel’-motorer, der kan bruge vedvarende e-metanol produceret ved hjælp af havvind og biogent kulstof som brændstof, hvilket vil reducere den årlige CO2-udledning med omkring 4.500 tons.

Cemre Shipyard gik i gang med byggeriet af fartøjet i andet kvartal 2022, og når servicefartøjet efter planen sættes i drift i slutningen af 2024, kommer det til at servicere verdens største havvindmøllepark, Hornsea 2, der ligger ud for den engelske østkyst.

Det er nu planen, at Cemre Shipyard over de kommende måneder skal testsejle skibet og skal færdiggøre indretningen inden afleveringen.

Powered by Labrador CMS