Historisk godt resultat for Esvagt i udfordrende marked

Det danske offshorerederi Esvagt kunne i 2024 notere en omsætning på næsten 1,5 milliarder kroner og et resultat på 508 millioner kroner før skat.
2024 blev ikke uden vanskeligheder for Esvagt, men alligevel kunne det danske offshorerederi notere sit hidtil stærkeste resultat med en rekordhøj omsætning på 1.470 millioner kroner og en ligeledes rekordstor EBITDA på 508 millioner kroner. Det oplyser Esvagt i en pressemeddelse.
"2024 var et stærkt og vigtigt år for os. Vi så en forbedring i nogle af de strukturelle udfordringer, der har præget markedet for havvind i de senere år, med høje renter og langsommelig godkendelse af nye projekter; vi sikrede os vigtige nye kontrakter, og vi gjorde væsentlige fremskridt med vores to innovative e-metanol-drevne SOV'er, som aktuelt bygges for Ørsted," lyder det i en kommentar til regnskabet fra rederiets co-CEO'er Søren Karas og Kristian Ole Jakobsen.
Højt aktivitetsniveau på kernemarkederne
Også til offshore olie/gas-markedet var der god efterspørgsel på Esvagts service, og rederiets flåde af standby- og supply-skibe (ERRV) navigerede et til tider volatilt marked og leverede over forventningerne.
"Særligt det første halvår bar præg af et højt aktivitetsniveau på kernemarkederne, hvor vi lykkedes med at forny vigtige kontrakter på forbedrede vilkår. Vi forventer, at ERRV-markederne vil fortsætte i en fornuftig gænge affødt af et øget fokus på energisikkerhed og en accept af den rolle, olie og gas skal spille under den grønne omstilling. Dog ventes specifikt det britiske marked, som var trægt gennem 2024, at fortsætte med et noget begrænset aktivitetsniveau ind i 2025," siger Søren Karas og Kristian Ole Jakobsen, som ligeledes ser inflation og et generelt omkostningspres som en fortsat udfordring i 2025.
Klar investering i grøn vækst
Det danske rederi har fortsat tillid til den langsigtede udvikling for havvind. Optimismen bygger på en voksende pipeline af projekter, som i kombination med øgede nationale mål for at udbygge den vedvarende energiproduktion frem mod, og efter, 2030 er med til at drive efterspørgslen på SOV'er.
"Selvom vi anerkender, at væksten muligvis ikke bliver lineær, så er retningen klar: Sektoren opskalerer, og den udvikling understøtter behovet for SOV'er og tilhørende tjenester," siger de to administrerende direktører.
I 2024 investerede Esvagt således mere end 400 millioner kroner, heraf størstedelen i nye skibe, hvilket bragte den samlede værdi af det nuværende nybygningsprogram op på over 850 millioner kroner.
"Vi har øget vores investeringsniveau med tæt på 50 % i forhold til tidligere år og lanceret det største nybygningsprogram i ESVAGTs historie. Alle nybygninger er SOV'er, hvilket både understreger vores engagement i offshore vind og vores stærke opbakning til den grønne omstilling," lyder det fra Søren Karas og Kristian Ole Jakobsen.