Flere teknikere og mere gods: Ny innovativ transferbåd til vindindustrien

Den første generation af transferbåde gik under navnet STB12. Foto: MEDVIND / Bent Sørensen
Den første generation af transferbåde gik under navnet STB12.

Esvagt og Hvide Sande Shipyard har sat gang i udviklingen af fremtidens transferbåd til vindindustrien. Den skal være både større og stærkere og have mere plads til teknikere og gods.

Publisert

Det var et af havvindindustriens store nyskabelser, da det danske offshorerederi Esvagt introducerede bådoverførsel af vindmølleteknikere i havvindmølleparker med brug af rederiets Safe Transfer Boats (STB).

Bådene ramte et behov i markedet, og i dag er STB-konceptet med erfarne søfolk og specialudviklede både et meget vigtigt bidrag til fleksibilitet og effektivitet i driften af havvindmølleparker i hele Europa.

Men med en offshoreindustri i rivende udvikling har Esvagt sammen med Hvide Sande Shipyard set et potentiale i at tage næste skridt i udviklingen af transferbåde. De skal både være større og stærkere og vil være i stand til at overføre flere teknikere og laste endnu mere gods.

“Vores SOV-koncept med transferbåde har vist potentialet og skabt et behov for at løfte endnu flere opgaver med STB’erne,” lyder det fra Senior Project Manager i Esvagt, Søren Westphal, som er ansvarlig for udvikling af både i rederiet.

Designet af den nye generation af transferbåde, som får navnet STB15, sker i samarbejde med OSK Design, der ligeledes var med til at tegne den tidligere model STB12, og også på udviklingen af bådene er der genvalg, hvor det vestjyske skibsværft Hvide Sande Shipyard er blevet valgt.

“Vi har kun gode erfaringer med Hvide Sande Shipyard som en innovativ, kompetent og kvalitetsbevidst leverandør. Vi ser frem til at samarbejde om at udvikle en båd, der bringer endnu mere værdi til den vedvarende energiproduktion,” siger Søren Westphal.

Hos det vestjyske værft er man både ‘stolte’ og ‘beærede’ over endnu engang at være blevet valgt til samarbejdet om det nye projekt.

“Vi er glade for at kunne bygge videre på en god og tillidsfuld aftale med Esvagt om udviklingen af den næste generation af STB’er til vindindustrien. Samarbejdet med Esvagt om forgængeren STB12 var en gensidigt udviklende proces – Esvagt er meget optaget af at indarbejde erfaringerne fra søfolkenes hverdag i båddesignet, og det er med til at gøre opgaven interessant for os alle,” lyder det fra COO hos Hvide Sande Shipyard, Jeppe Hoff.

Powered by Labrador CMS