Den Maritime Stafet:

Cirkularitet i skibsdesign og forretningsmodeller: En nødvendig rejse mod bæredygtig skibsfart

Jakob Steffensen, bestyrelsesforperson hos Green Ship of the Future.
Jakob Steffensen, bestyrelsesforperson hos Green Ship of the Future.

I en verden, der står over for presserende miljøudfordringer, står skibsfarten over for en afgørende opgave: at omdefinere sig selv for at blive en drivkraft for bæredygtighed.

Publisert

Gennem samarbejdet i Green Ship of the Future har jeg haft privilegiet af at være en del af en organisation, der er dedikeret til at fremme bæredygtige løsninger inden for skibsindustrien. I denne artikel vil jeg dele mit syn på, hvorfor cirkularitet er afgørende for fremtidens skibsdesign og forretningsmodeller.

Om Den Maritime Stafet:

I hver udgave af magasinet MaritimeDirect giver vi ordet til en gæsteskribent, som får lov til at sætte fokus på noget, som rører dem og den maritime branche.

Indlægget er et udtryk for skribentens personlige holdning.

Jakob Steffensen modtog Den Maritime Stafet fra Head of Green Ship of the Future, Frederik Schur Riis.

Cirkularitet repræsenterer mere end bare et miljøvenligt initiativ; det er en omvæltning af vores tankegang. Mange vil mene at vores industri har været cirkulær i mange generationer, da skibe bliver bygget af materialer som i meget udstrakt grad bliver genanvendt i ophugningsprocessen. Men den grønne omstilling af skibsfarten ser ud til at vil skabe et behov for at indtænke cirkularitet som et gennemgribende aspekt af både fremtidens skibsdesign og forretningsmodeller.

Skærpede kommercielle, operationelle og regulative krav har altid drevet udviklingen af maritim teknologi og skibsdesign fremad, men typisk ikke i et hurtigere tempo end at disse tidsnok kunne blive implementeret i forbindelse med nybygninger. Men i krydsfeltet mellem kunstig intelligens, signifikant højere grønne brændstofsudgifter og en rivende udvikling indenfor fremtidens fremdrivningsteknologier, ser det ud til at de klassiske design filosofier og forretningsmodeller vil blive agterudsejlet af rederier og udstyrsproducenter der forstår at indtænke cirkularitet, automatisering og stordrift ind som bærende elementer i deres forretningsmodel.

I Green Ship of the Future har vi set, hvordan cirkularitet kan integreres i skibsdesign for sikre at nye, væsentligt mere effektive, grønne teknologier kan blive implementeret så snart de er klar til det maritime marked. Dette er både inden for områder som fremdrivnings-, batteri- og carbon capture teknologi, men også inden for f.eks. digitalisering. Gennem dialog har vi i fællesskab fået en væsentligt bedre forståelse for hvad der er på vej og hvordan vi ruster vores individuelle virksomheder bedst muligt til at kunne implementere disse nye grønne teknologier løbende gennem hele skibets levetid.

Drivkraften bag en væsentlig mere cirkulær maritim industri, er ikke CSR rapporter eller en bekymring for offentlig udskamning på sociale medier, men forankret i fremtidige betydelige økonomiske fordele. Det være sagt, så er det også en nødvendig strategi for at opnå bæredygtig vækst og minimere vores påvirkning af planeten.

Jeg er grundlæggende ikke bekymret for om vores industri vil blive mere cirkulær og bæredygtig, men jeg er bekymret for om mange af de nuværende aktører er i stand til at omstille sig i tide, inden de bliver overhalet indenom, af en ny generation af virksomheder der aktivt benytter den rivende udviklingen inden for grønne teknologier og cirkulære forretningsmodeller til at skabe stordriftsfordele i en skala som kun få af de nuværende aktører kan skabe.

Individuelt er det svært for vores maritime virksomheder at skabe sig en forståelse af de reelle muligheder i en væsentlig mere cirkulær fremtid, da mange af vores meget teknisk stærke medarbejdere, som typisk både får meget taleplads og samtidig ofte også har meget klare holdninger til hvad der er rigtigt eller forkert, ikke har de bedste forudsætninger for at perspektivere virksomhedens eksisterende operationsmodel over i en cirkulær fremtid.

I Det Blå Danmark har vi set, hvordan åben innovation og sektorsamarbejde kan føre til banebrydende løsninger. Ved at bringe virksomheder, universiteter og andre interessenter sammen kan vi fremskynde udviklingen af cirkulære initiativer og skabe et miljø, hvor idéer og viden deles frit. Men det hele begynder med at vi har tiden til at lære nyt og tænke længere frem end den daglige drift.

Jeg vil gerne give stafetten videre til Jan Ackalin fra Alfa Laval i håb om at han i næste udgave af MaritimeDirect vil give os alle et indblik i synergierne mellem digitalisering og cirkularitet, set fra en førende maritim udstyrsproducents perspektiv.

Powered by Labrador CMS