Containerskib bag brokollaps var chartret af Maersk

Maersks hovedkvarter på Esplanaden i København.

Containerskibet Dali, der tirsdag påsejlede broen Francis Scott Key Bridge i den amerikanske storby Baltimore, som efterfølgende kollapsede, er chartret af A.P. Møller - Maersk.

Publisert Sist oppdatert

A.P. Møller - Maersk er indblandet i den tragiske ulykke i USA, hvor det 300 meter lange containerskib Dali natten til tirsdag lokal tid påsejlede broen Francis Scott Key Bridge, som efterfølgende kollapsede. Fartøjet, der er indregistreret i Singapore og drevet af Synergy Marine Group, er nemlig timechartret af A.P. Møller - Maersk. Det skriver flere medier her i blandt TV2.

"Vi er forfærdede over, hvad der er sket i Baltimore, og vores tanker går til alle de berørte. Der var ingen Mærsk-besætning og personale ombord på skibet," skriver A.P. Møller - Maersk i en mail til mediet.

Containerskibet, der var på vej fra havnen i Baltimore mod Colombo i Sri Lanka, da ulykken fandt sted, havde to lodser ombord, som styrede skibet, da Dali påsejlede broen.

Ingen blandt skibets besætning eller de to lodser er kommet til skade i forbindelse med påsejlingen, men brand- og redningsmandskab fra Baltimore leder lige nu efter op imod 20 personer, som kan befinde sig i vandet efter kollapset af broen.

Maersk oplyser til TV2, at man følger nøje med i myndighedernes og Synergy Marine Groups undersøgelser.

Powered by Labrador CMS