Forsvarsministeren vil udskifte arktiske krigsskibe

Inspektionsskibet Thetis her under et besøg i danske farvande.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er klar til at investere i nye inspektionsskibe til Søværnet, der skal erstatte de gamle fartøjer fra Thetis-klassen.

Søværnets fire arktiske inspektionsskibe af Thetis-klassen har længe været udsat for massiv kritik, fordi tiden forlængst er løbet fra de 30 år gamle fartøjer, og under et besøg på Grønland har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) selv set, hvordan to af skibene ligger ude af drift i havnen i Nuuk. Det har de gjort siden 1. februar, da de begge har problemer med hjælpemotorerne. Det skriver det grønlandske medie KNR.

Derfor er han nu klar til at finde penge i forsvarsforliget, så de arktiske inspektionsskibe, der blandt andet bruges til at håndhæve rigsfællesskabets suverænitet, deltage i søredninger og foretage fiskeriinspektioner, kan blive udskiftet.

"Thetis-klassen, som er de skibe, der blandt andet sejler i og omkring Grønland og Færøerne, har jo efterhånden mange år på bagen. Det vil være oplagt at se på en udfasning af dem," siger Troels Lund Poulsen til KNR.

Også hos interesseorganisationen Danske Maritime vækker det stor glæde, at der snart er nye fartøjer på vej.

"Danske Maritime har længe efterlyst en langsigtet skibsbygningsplan på det militære område, og dagens politiske udmelding styrker troen på, at vi sammen med Folketinget og Forsvaret kommer godt undervejs med at sikre et moderne og veludrustet dansk søværn i fremtiden.

I den maritime industri ser vi meget frem til at bidrage," lyder det i en kommentar til nyheden fra administrerende direktør Jenny Braat.

Powered by Labrador CMS