Dansk inspektionsskib deltager i norsk flådeøvelse

Inspektionskibet Hvidbjørnen ved Norge under øvelsen Flotex Silver. Foto: Forsvaret
Inspektionskibet Hvidbjørnen ved Norge under øvelsen Flotex Silver.

Dat danske inspektionsskib Hvidbjørnen deltager i de kommende uger i den norske flådeøvelse Flotex Silver, hvor NATO-styrker træner samarbejde med særligt fokus på forsvar mod ubåde.

Offentliggjort

I denne uge begynder flådeøvelsen Flotex Silver i Norge, hvor Danmark deltager med inspektionsskibet Hvidbjørnen. Formålet med øvelsen er at træne samarbejde med Norge med særlig fokus på forsvar mod ubåde.

“Vi er rigtigt glade for at få mulighed for at deltage i denne øvelse. Det giver os mulighed for at træne både simple og mere avancerede sømilitære færdigheder. Det vil på en og samme tid træne vores besætning i samarbejde internt på skibet og i samarbejde med vores allierede fra Norge. Det er en meget givtig og god mulighed for os at deltage i øvelsen.”

Sådan lyder det fra orlogskaptajn i Forsvaret Henrik Koefoed, der er næstkommanderende på inspektionsskibet Hvidbjørnen, som er det danske bidrag til øvelsen.

Øvelsen, der hedder Flotex Silver, er en årligt tilbagevendende øvelse ledet af Norge. Almindeligvis deltager flere NATO-lande i øvelsen ud over Norge og Danmark, men i år har den sikkerhedspolitiske situation trukket en del fokus og dermed skibe til andre steder i verden. Det betyder færre enheder i øvelsen, men til gengæld mere fokuseret træning til de fremmødte skibe.

Formålet er at træne grundlæggende taktiske og sømandskabsmæssige færdigheder om bord på fregatter, korvetter, minerydningsenheder og ubåde blandt de deltagende lande. Desuden deltager det norske luftvåben.

Udbyttet for det deltagende danske skib og den danske besætning er dels muligheden for at træne kamp mod andre enheder i et realistisk scenarie, dels at træne internt ombord på skibet. Dertil er udbyttet bedre kendskab til norske processer og farvandskendskab i en del af de norske fjorde og havområder.

For eksempel vil Hvidbjørnen blive boardet af norske specialkommando-soldater, ligesom øvelsen for eksempel vil træne Hvidbjørnens besætning i ubådskrig, forskellige skydninger og kommunikationsøvelser.

Øvelsen foregår de næste tre uger.

Powered by Labrador CMS