I dag sendes historisk fyrskib på værft i Hvide Sande

Fyrskibet Gedser Rev. Foto: Siw Aldershvile Nielsen / M/S Museet for Søfart
Fyrskibet Gedser Rev.

Et stykke flydende Danmarkshistorie forlader i dag Helsingør Havn med kurs mod restaurering i Hvide Sande. Takket være en fondsbevilling i 2021 kommer det historiske FYRSKIB Nr. XVII GEDSER REV nu på værft for at blive restaureret og bevaret.

Publisert Sist oppdatert

Efter et større EU-udbud har det danske værft Hvide Sande Shipyard vundet opgaven med at restaurere skibet, og en slæbebåd skal efter planen i dag begynde bugseringen af skibet til Hvide Sande.

De sidste fem år har frivillige arbejdet med at restaurere fyrskibet, som er bygget tilbage i 1895, men med mere end 100 år på bagen har det gamle fartøj brug for at få udskiftet dele af træværket for at sikre kulturarven, som til dagligt ligger i Historisk Havn i Helsingør ved M/S Museet for Søfart.

“Fyrskibet GEDSER REV i Helsingør er et fantastisk eksempel på samarbejde mellem museer, kommune og frivillige om et fælles formål: At bevare og formidle den maritime kulturarv. Fyrskibet har været vidt omkring og har tjent både i Odense, Helsingør, Gedser, Kalundborg, Fåborg , København til Gilleleje. Skibets lange historie er et godt eksempel på, hvordan vi gennem tiden har passet på den dyrebare skibsfart,” siger direktør ved M/S Museet for Søfart, Anni Mogensen.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har i 2021 bevilget 9,5 millioner kroner til restaurering og formidling af GEDSER REV.

Powered by Labrador CMS