Ny drone lettet for at lave farvandsovervågning

Den nye overvågningsdrone lige før take-off. Foto: Forsvaret
Den nye overvågningsdrone lige før take-off.

En ny langtrækkende drone gik i sidste uge i luften og skal i de næste cirka fire måneder støtte Søværnets farvandsovervågning. Dronen har en flyvetid på op til ni timer og kan dække hele havområdet langs Jyllands nord- og vestkyst fra Ålbæk Bugt og hele vejen om til Ringkøbing Fjord.

Publisert

Fredag lettede en helt ny stor drone for at udvide Søværnets farvandsovervågning. Det ubemandede og fjernstyrede luftfartøj kan for eksempel dirigeres af Søværnets maritime overvåningscenter til at foretage overvågning af bestemte havområder.

Ud over at udvide farvandsovervågningen, vil dronen også øge miljøovervågningen af havarealet, idet den kan detekterer synlige forureninger på havoverfladen i forbindelse med dens patruljering samt lave optagelser af formodede olieudslip. Dronen skal desuden følge op på de miljøovervågningsbilleder, som genereres i det Europæiske CleanSeaNet samarbejde.

“Den nye drone giver mulighed for, at vi kan udbygge og øge vores farvandsovervågning og miljøindsats. Jeg er meget glad for, at den teknologiske udvikling nu giver os de her muligheder, og jeg ser store perspektiver i den videre udvikling af mulighederne inden for droneteknologi til at understøtte vores opgaver,” siger kontreadmiral og chef for Søværnet, Henrik Ryberg.

Ud over at hjælpe Søværnet med at overvåge havområder, kan dronen også hjælpe både Toldstyrelsen og Fiskeristyrelsen.

Selve dronen, der vejer omkring 33 kilo, kan flyve i op til 9 timer og har både almindeligt kamera og et varmesøgende kamera monteret.

I 2022 indgik Søværnet i en anden EU-operation med en anden drone, som fløj i et mindre område nord for Læsø, Skagen og ud for Jammerbugt. I år bruger man en mere langtrækkende drone, ligesom det område, som man overvåger, er udvidet betydeligt.

Powered by Labrador CMS