Millionunderskud i DanPilots halvårsregnskab

DanPilot kan se tilbage på et første halvår af 2024, der bød på fremgang i omsætningen og et underskud på 9,9 millioner kroner før skat.

Offentliggjort

Fortsat fremgang i aktiviteten hos DanPilot og en stigende efterspørgsel på lodsservice præger første halvår af 2024 hos det danske lodseri. Det viser tallene i det netop offentliggjorte halvårsregnskab.

Men selvom DanPilot således har formået at øge lodskapaciteten med mere end 25 procent siden 2022, hvilket har betydet en stigning i omsætningen for årets første seks måneder på 5 procent i forhold til med samme periode af 2023, så må lodseriet nemlig notere et underskud på 9,9 millioner kroner før skat.

Ifølge DanPilot skyldes de øgede omkostninger en massiv investering i uddannelse, træning og ansættelse af lodser, ligesom også grønne investeringer har kostet på bundlinjen, men ifølge lodseriet er underskuddet helt i overensstemmelse med forventningerne.

"DanPilot er en selvstændig offentlig virksomhed, der er ejet af den danske stat, og dermed har lodseriet til formål at servicere alle kunder med den højeste sikkerhed på konkurrencedygtige vilkår. Omfattende investeringer i kapacitet og innovation understreger vores dedikation på drive et fremsynet og effektivt lodseri, der imødekommer stigende efterspørgsel samt leverer sikkerhed og kundeoplevelser på øverste niveau," lyder det i en kommentar til regnskabet fra DanPilots administrerende direktør, Erik Merkes Nielsen.

Forventningen til DanPilots nettoomsætning for hele 2024 ligger mellem 550-560 millioner kroner, og resultatet efter skat for 2024 forventes mellem -2 og +4 millioner kroner.

Forventningerne er dog behæftet med betydelig usikkerhed, da det er påvirket af den globale handelsaktivitet samt fortsat omfattende investering i uddannelse og træning af nye lodser, lyder det fra DanPilot.

Powered by Labrador CMS