Skandinavisk samarbejde om CO2-transport og lagring er på plads

Der er nu åbnet for transport og lagring af CO2 på tværs af Norge, Sverige og Danmarks grænser. Med aftalerne er målet om et europæisk storskalamarked for CO2-fangst og lagring rykket et skridt tættere på.

Publisert

Fangst og lagring af CO2 er et værktøj, der kan reducere og fjerne nogle af de udledninger, der ellers er meget vanskelige at komme af med, og derfor er det anset for at være et helt nødvendigt værktøj for at nå de danske og europæiske klimamål.

I Danmark er arbejdet allerede godt i gang. Det første store støtteudbud er afgjort, de første storskalatilladelser til efterforskning og lagring af CO2 er uddelt, den nødvendige lovgivning om transport af CO2 i Danmark er på vej – og nu kan flere internationale aftaler tilføjes til listen. Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Danmark underskriver nemlig sammen med Nederlandene og Belgien aftaler med Norge og Sverige, der gør det muligt at transportere CO2 på tværs af landenes grænser for at lagre den i undergrunden. Det skubber på udviklingen af en europæisk infrastruktur for CO2-fangst og lagring og er et vigtigt bidrag til opfyldelsen af EU’s klimamål.

"CO2-fangst og lagring er et af de helt nødvendige redskaber, vi skal bruge for at nå vores danske og europæiske klimamål. Derfor skal vi sikre klimapolitik, der går ud over Danmarks grænser – og det gør vi, når vi med aftalerne åbner for et grænseoverskridende samarbejde om CO2-fangst og lagring. Vi skal udnytte de forskellige ressourcer og erfaringer, vi har på tværs af Europa, så vi kan få CO2-fangst og lagring op i skala, og de svære udledninger ned i jorden. Danmarks indsat er hermed til at skabe et europæisk markedet for CO2 transport til glæde for hele EU," lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Den danske undergrund er særligt velegnet til at lagre CO2, hvilket ikke er tilfældet for alle europæiske lande. Helt konkret er der i den danske undergrund plads til flere hundrede års dansk udledning.

Danmark var det første land i verden til at underskrive en aftale om transport af CO2 med Belgien, og i løbet af de seneste år har Danmark underskrevet yderligere aftaler med Frankrig og Nederlandene, der gør det muligt at transportere og lagre CO2 på tværs af grænser.

Powered by Labrador CMS