Bluetech Center inviterer den maritime industri til workshop
Den maritime industri samles i slutningen af maj i Svendborg for at udvikle og diskutere to helt centrale dagsordner.
Sikkerhed og bæredygtighed.
Hvis de to ord ikke allerede er øverst på dagsordenen, så kommer de det. I den maritime industri er arbejdet med at minimere risiko eviggyldigt, og der findes – bredt set - næppe et indsatsområde med større fokus lige nu end bæredygtighed.
Derfor er de to fokusområder også helt centrale for en vigtig workshop i Svendborg 29. maj. Her samles repræsentanter fra hele Danmark for at tale, tænke og tolke de udfordringer – og muligheder – den maritime industri står overfor. Det oplyser Bluetech Center i en pressemeddelelse.
Bag workshoppen står EU’s baltiske indsats (EUSBSR: EU Strategy for the Baltic Region) i samarbejde med det fynske maritime netværk Bluetech Center, og her ser direktør Lars Ahrendtsen frem til at tage hul på den vigtige dagsorden.
"Jeg glæder mig meget til at samle danske og internationale maritime aktører til denne workshop. Målet med dagen er at udvikle de bedste ideer til potentielle innovationsprojekter og –partnerskaber omhandlende skibsfartens grønne omstilling og maritim sikkerhed. Det er meget vigtige dagsordener. Skibstrafikken står for eksempel overfor at skulle reduceres CO2-udledningen med 20-30 procent frem mod 2030 og 100 procent i 2050 (ift. 2008, red.), så det er en kæmpe opgave, vi står overfor, og det kræver, at vi arbejder sammen internationalt," lyder det fra Lars Ahrendtsen.
Håber på konkrete løsninger
For der er brug for indsatser, og Lars Ahrendtsen håber, at workshoppen vil kaste konkrete løsninger af sig, som relativt hurtigt kan implementeres i industrien.
"Mit håb for dagen er, at vi får nogle relevante diskussioner om, hvor det er vigtigst at sætte ind, hvis vi skal forbedre den maritime branche inden for bæredygtighed og sikkerhed. Og så må workshoppen meget gerne munde ud i nogle helt konkrete bud på innovationsprojekter, som kan være med til at løse nogle af de udfordringer vi står overfor, og at deltagerne på workshoppen tager aktiv deltagelse i at føre ideerne videre og udvikle dem i virkelige projekter," siger Lars Ahrendtsen.
Workshoppen holdes 29. maj i Svendborg – dagen før European Maritime Day 2024 i samme by. Her samles Europas maritime samfund for at netværke, diskutere og skitsere fælles handling om maritime anliggender og bæredygtig blå økonomi.