Pop-up uddannelser skal sikre flere hænder til Det Blå Danmark

Foto: Dylan Gillis / Unsplash

Pop-up uddannelser tæt på de unge og fast-track til ledige med relevant erfaring. Det er essensen i det ud­dan­nel­ses­po­li­ti­ske udspil, som Dansk Metal og Danske Rederier nu lancerer for at få flere til at vælge en maritim uddannelse.

Publisert

Rederierne og Det Blå Danmark skriger på arbejdskraft. Derfor kommer Dansk Metal og Danske Rederier nu med to konkrete og målrettede forslag til, at hjælpe unge, som ikke er i gang med en uddannelse eller arbejde, samt erfarne kræfter fra andre brancher, til at vælge en maritim uddannelse.

Pop-up uddannelser tæt på de unge og fast-track til folk med relevant erfaring skal sammen få unge i gang med en uddannelse og skaffe flere hænder til skibsfarten.

“Vi mangler kloge hoveder og hænder i skibsfarten blandt andet til de skibe, der er helt uundværlige i forhold til udbygningen af havvind. Derfor må vi gøre noget andet, end vi plejer, og jeg tror, at vi med det her udspil kan hjælpe mange unge godt på vej,” lyder det i en pressemeddelelse fra formand for Dansk Metal, Claus Jensen.

“Vi taler meget om de cirka 40.000 unge, som hverken er i gang med job eller uddannelse. Vi skal tænke ud af boksen for at hjælpe flere af de unge i gang. Der er et stort potentiale. Og jeg tror, at en maritim uddannelse og et arbejde til søs vil være det helt rigtige for mange af de unge, som har lidt svært ved at komme i gang med uddannelse eller job,” siger administrerende direktør for Danske Rederier, Anne H. Steffensen.

Dansk Metal og Danske Rederier foreslår helt konkret, at det bliver muligt for de maritime ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner at oprette midlertidige pop-up uddannelser til skibsassistent i de byer, hvor man ser et potentiale for at få nogle af de unge, som det måske er svært at få til at flytte efter de eksisterende ud­dan­nel­ses­ste­der i Frederikshavn og Svendborg, til at sætte sig på skolebænken.

Det skal også være lettere og hurtigere for ledige med relevant erfaring fra andre erhverv at tage den Grundlæggende Maritime Uddannelse og starte en ny karriere indenfor søfarten.

Dansk Metal og Danske Rederier foreslår, at man på sø­fart­s­sko­ler­ne skal have merit for de ting, man har lært i andre relaterede brancher. Konkret foreslås det, at skoleperioden i så fald skal skæres ned fra 20 til 10 uger. Derudover foreslås det, at uddannelsen skal sættes på de regionale positivlister, så ledige kan beholde deres ydelser, f.eks. dagpenge eller kontanthjælp, mens de tager uddannelsen.

“Hvis du har arbejdet som fisker, chauffør, mekaniker eller noget helt fjerde, så er der ingen grund til, at du skal sidde lige så længe på sø­fart­s­sko­ler­nes skolebænke som andre uden relevant erfaring. Og hvis man samtidig sikrer, at ledige, som i mange tilfælde har etableret sig med hjem og familie, ikke skal gå drastisk ned i indkomst, så bliver tilbuddet om at tage en maritim uddannelse langt mere realistisk at gå til,” lyder det fra Claus Jensen.

“Vi mangler virkelig folk om bord på vores skibe særligt i vores offshore rederier på Vestkysten, og hvis den grønne omstilling skal blive til noget, så er vi nødt til at få lokket nogle flere til at sætte kurs mod en karriere til søs. Det mener vi, at vores to tiltag her kan hjælpe med, så jeg håber, at politikerne vil tage godt imod udspillet,” siger Anne H. Steffensen.

Powered by Labrador CMS