Oskar fik efterskoleånd og lokalsamfund på Ærø

Oskar Plesner. Foto: Marstal Navigationsskole
Oskar Plesner.

Sammenhold i lokalsamfundet og stemningen af efterskole var blandt det, Oskar Plesner fandt, da han som bare 15-årig startede på HF-Søfart hos Marstal Navigationsskole.

Publisert Sist oppdatert

“I starten tænker man lidt ‘uha, er det noget for mig?’ men efter en måned var det bare 100 procent det fedeste nogensinde.”

Begejstringen er ikke til at tage fejl af, da snakken falder på studiestarten på HF-Søfart Marstal. Bag københavner-dialekten gemmer sig en historie om en ung mand, der som blot 15-årig kastede sig ud på dybt vand og flyttede teltpælene til Marstal på Ærø i det Sydfynske Øhav.

Oskar Plesner havde allerede taget 9. klasse på en efterskole, men mavefornemmelsen var ikke at vende retur til familiehjemmet i hovedstaden – tværtimod.

“Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle flytte tilbage til København. Jeg skulle prøve noget nyt. Og så synes jeg bare, at Ærø lød som én stor efterskole, og det tiltalte mig, fordi jeg jo lige kom fra en efter skole. Så jeg tænkte, at jeg ville prøve at sejle og se, om det var noget for mig i fremtiden, og det var det så,” forklarer Oskar.

Alle hilser på hinanden

Både søfarten og Ærø tog med sine farverige huse og brostensbelagte gader den unge københavner med storm, og hurtigt fandt han sin plads på øen i en hverdag fyldt med sejlads, navigation og læring om el- og motorer.

“Marstal er et meget lille lokalsamfund – lidt ligesom en efterskole. Alle kender lidt alle og har en relation til hinanden, så man hilser på hinanden, hver gang man møder nogen på gågaden, og den vibe kan jeg rigtig godt lide. Det er jo ikke noget, jeg har fra København af, for der kender man jo ikke nogen som helst, man møder på gaden, så det var ret sjovt at prøve noget andet, og det sagde mig ret meget,” fortæller Oskar.

På HF-Søfart Marstal kommer unge fra hele landet, og fælles for dem alle er, at de i en meget ung alder får lov til at stå på egne ben. Derfor bliver man som førsteårselev indlogeret på et såkaldt ‘skolehjem’. Det er i praksis et kollegium, hvor man bor gratis med kost og logi, når man er under 18, og når man er over 18, kan man vælge at blive boende og betale for det, eller at flytte ud i en lejlighed i byen.

“Jeg boede på skolehjem de første to år, og så flyttede jeg i lejlighed sammen med to andre roomies. Det første stykke tid var det jo ikke 100 procent selvstændigt, fordi jeg jo boede gratis og fik mad, men jeg fik jo stadigvæk mit eget sted. Men jeg tror, at jeg har lært mest af at være flyttet ud i en lejlighed sammen med mine venner, hvor man for eksempel skal betale husleje selv,” siger Oskar, hvis lejlighed hurtigt blev et samlingssted for en stor gruppe venner.

Styr på fremtiden – nogenlunde

I juni var det dog efter tre års studie slut på Ærø. Uddannelsen på HF-Søfart Marstal var færdiggjort, og forude venter nu den unge københavner et job som sømand hos det danske rederi Esvagt. Her skal han de kommende år arbejde på et offshore supply fartøj, der servicerer blandt andet vindmøllerparker og boreplatforme i Nordsøen.

“Første år på HF-Søfart Marstal skulle jeg lave en præsentation om et rederi, hvor jeg valgte Esvagt, og lige siden har jeg tænkt, at jeg gerne vil ud og sejle med dem. Det er en stabil mødetid med fire uger til søs og fire uger på land, hvilket passer rigtig godt for mig. Derudover går de rigtig meget op i sikkerhed og laver en masse øvelser, og det synes jeg også virker rigtig spændende,” forklarer Oskar.

Men hvad fremtiden ellers bringer, er han endnu langt fra sikker på.

“Jeg vil gerne ud og have 12 måneders sejltid-det er lidt min plan. Og så vil jeg gerne læse videre til skibsfører. Ellers ved jeg det ikke helt endnu, men der er også masser af tid til at finde ud af det,” siger han.

Du kan læse meget mere om HF-Søfart og Marstal Navigationsskole lige her

Powered by Labrador CMS