Femern-tunnelens første tunnelelement er færdigstøbt

Elementet er i alt 217 meter langt og består af 9 segmenter på hver 24 meter.

Det første af i alt 89 tunnelelementer til Femern Bælt-forbindelsen er nu færdigstøbt i tunnelfabrikken ved Rødbyhavn.

Danmarks største anlægsprojekt - byggeriet af Femern Bælt-tunnelen - er kommet et stort skridt nærmere målet, efter det første tunnelelement nu er blevet færdigstøbt i Rødbyhavn. Det oplyser Femern A/S i en pressemeddelelse.

Elementet er i alt 217 meter langt og består af 9 segmenter på hver 24 meter. I alt skal der støbes 79 elementer af denne type, mens yderligere 10 specialelementer skal laves med ekstra plads til tekniske installationer.

"Det er en helt særlig følelse at vide, at vi nu har støbt det første af de 79 standardtunnelelementer. Det har været en lang og kompliceret opgave at støbe en så stor betonkonstruktion, og det er nu demonstreret, at teknologi og metoder spiller fornuftigt sammen," lyder det fra Henrik Vincentsen, der er administrerende direktør i Femern A/S, som er bygherre på forbindelsen og en del af det statslige selskab Sund & Bælt.

Støbeprocessen vil blive optimeret

Da det er det første tunnelelement, er det vigtigt, at erfaringerne fra støbningerne bliver grundigt og systematisk indsamlet, så den optjente knowhow kan overføres til de resterende elementer. Indsamlingen af data og klargøring af elementet vil fortsætte frem til slutningen af maj.

"At støbe ét enkelt tunnelelement er en stor bedrift i sig selv, men vi har stadig lang vej igen. Ingen andre steder i verden serie-producerer man betonelementer i denne størrelse, men det er præcis det, vi skal mestre i de kommende år. Vores mål er at gøre det exceptionelle til rutine," siger direktør for Femern Link Contractors, Sébastien Bliaut.

Støbeprocessen vil løbende blive optimeret i takt med at arbejderne bliver dygtigere og mere erfarne. Det andet færdige tunnelelement forventes at rulle ud af produktionslinjerne i midten af maj.

Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen er Danmarks største anlægsprojekt, og den største byggeplads i Nordeuropa. Den 18 kilometer lange tunnel bliver verdens længste sænketunnel. Når tunnelen står færdig, vil det være muligt at krydse Femern Bælt på 7 minutter i tog og 10 minutter i bil.

Powered by Labrador CMS