Tuco deltager i banebrydende 3D-printprojekt

Foto: Tuco Marine Group

Et nyskabende forskningsprojekt under navnet RoboPrint skal revolutionere fremstillingen af højstyrke fiberkompositter, der blandt andet kan bruges til produktion af arbejdsbåde.

Offentliggjort Sidst opdateret

3D-print-markedet er i en rivende udvikling, men indtil videre har det ikke inkluderet højstyrke fiberkompositter. Sådan skal det dog ikke blive ved med at være, hvorfor et nyt og banebrydende forskningsprojekt ved navn RoboPrint har set dagens lys.

Målet for projektet, der har DTU som ledende partner, er at revolutionere fremstillingen af højstyrke fiberkompositter ved hjælp af 3D-print, og sammen med Force Technology skal universitetet stå for udvikling af selve teknologien.

Også i den maritime branche kan man dog se masser af potentiale i de 3D-printede fiberkompositter. Derfor var man hos den fynske virksomhed Tuco Marine Group, der har specialiseret sig i at levere hurtige arbejdsbåde bygget i netop kompositmaterialer, hurtige til at takke ja, da muligheden for at medvirke bød sig.

“RoboPrint er et virkelig spændende projekt, hvor vi sammen med meget kompetente partnere får mulighed for at komme dybt ned i de muligheder, automatisering kan give vores produktion af hurtige arbejdsbåde her i Faaborg,” lyder det fra direktør i Tuco Marine Group, Jonas Pedersen.

Vil reducere det manuelle arbejde

I dag er fremstillingen af både i komposit en arbejdskrævende proces, der indebærer manuel skæring, oplægning og laminering af glas- eller kulfiber i en form. Disse manuelle metoder medfører risiko for defekter i materialet, ligesom materialerne af sundhedshensyn skal behandles med stor opmærksomhed. Desuden er der et betydeligt materialespild, hvilket begrænser bæredygtigheden, ligesom designfleksibiliteten er hæmmet af behovet for at fremstille en ny form til nye designs.

RoboPrint-projektet vil dog ændre dette paradigme ved at udvikle teknologi til at reducere det manuelle arbejde i fremstillingsprocessen, samtidig med at omkostningerne mindskes og produktionskvaliteten øges, og det er noget, man hos Tuco Marine Group ser et stort potentiale i.

Ved at implementere 3D-printning og automatisering vil arbejdsbådsproducenten nemlig opnå en højere grad af ef fektivitet og fleksibilitet i deres produktion, ligesom også digitaliseringen af fremstillingsprocessen vil muliggøre automatiserede lagerfaciliteter og produktion af nye 3D-designs.

RoboPrint har modtaget en investering på 19,7 millioner kroner fra Innovationsfonden, og projektets øvrige partnere er virksomheden Robot At Work, som står for levering af selve RAW 3D-printeren, samt det amerikanske selskab Cosine Additive, der står for udvikling af selve printerhovedet, som skal anvendes.

Denne artikel har været bragt i den seneste udgave af magasinet MaritimeDirect. På linket her kan du se mere om forskningsprojektet RoboPrint og læse resten af magasinet ganske gratis.

Powered by Labrador CMS