Ørsteds havvindmøllefundamenter skal bygges af grønnere stål

Stålfundamenter til Ørsteds havvindmøllepark Borkum Riffgrund 3 i Tyskland.

Den danske energigigant ønsker at reducere CO2-udledningen i sin stålproduktion gennem en hensigtserklæring med den tyske stålproducent Dillinger.

Ørsted har skrevet under på en hensigtserklæring med den tyske stålproducent Dillinger, der skal sikre den danske energigigant fortrinsretten til at købe lavemissionsgrovpladestål til sine havvindmøllefundamenter. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Gennem hensigtserklæringen understøtter Ørsted Dillingers bestræbelser på at reducere CO2-udledningen i sin stålproduktion og er dermed medvirkende til at sikre en robust forsyningskæde, en tilstrækkelig kapacitet af stål og muligheden for at levere på forventede kommende auktionskriterier.

"Hos Ørsted har vi et tættere bånd til forsyningskæden end andre udviklere af havvind, og det bånd vil vi bruge til at understøtte vores forretning og den grønne omstilling generelt. Langsigtede aftageraftaler som denne er afgørende for at reducere CO2-udledningen fra materialer som stål, da det kræver klare efterspørgselssignaler at drive investeringer i de teknologier, der er nødvendige for at nedbringe CO2-udledningen i produktionen," lyder det fra Chief Procurement Officer hos Ørsted, Virginie Van de Cotte.

Stålpladerne indgår i fundamenterne til havvindmøller og skal bruges til fremtidige projekter, og under hensyntagen til de nuværende teknologiske produktionsmetoder forventes reduktionen af den procesrelaterede CO2-udledning fra produktionen at ligge på mellem cirka 55 og 60 procent sammenlignet med konventionel grovpladeproduktion.

Inden for rammerne af en stor leveringsaftale, der blev indgået i 2022, har Ørsted sikret sig mulighed for fra og med 2024 at indkøbe store mængder stål, som er den vigtigste råvare inden for havvind, samtidig med at Dillinger får den nødvendige støtte til at investere yderligere i sin nye produktion af lavemissionsstål.

Ørsted forventer at kunne købe lavemissionsstål produceret på Dillingers produktionsanlæg i Dillingen i Tyskland fra 2027-2028.

Powered by Labrador CMS