Nyt center skal styrke forskning i maritim kulturarv

Et nyt forskningscenter skal undersøge danske skibsvrag i ind- og udland, samt forske i nedbrydning og bevaring af skibsvrag og stenalderbopladser på havets bund.
Det vrimler med kulturarv under havoverfladen. På verdensplan vurderes der at være tre millioner skibsvrag på havbunden. I Danmark alene vurderes der at være 20.000 skibsvrag og spor efter 20.000 stenalderbopladser.
Nationalmuseet har en lang tradition for at arbejde med den maritime og submarine kulturarv, og denne indsats styrkes nu yderligere de kommende år med etableringen af det nye, tværfaglige forskningscenter 'Njord – Center for maritim og submarin kulturarv'. Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.
"Verden under havoverfladen er for de fleste mennesker ude af øje og ude af sind. Men på og i havbunden gemmer der sig et væld af kultur- og naturhistorisk kildemateriale, som kan fortælle om Danmarks maritime historie, og om vores stærke afhængighed af og tætte relation til havet gennem årtusinder – fra stenalder til nutid," lyder det fra direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev.
Truet kulturarv
Forskningscentret vil fungere som en tværfaglig paraply for en række maritimt relaterede forsknings- og formidlingsprojekter på Nationalmuseet.
En vigtig del af centrets arbejde bliver at undersøge danske skibsvrag på havets bund i både ind- og udland, samt forske i hvilke faktorer der påvirker nedbrydningen af skibsvrag og stenalderbopladser, og hvordan denne kulturarv bedst kan bevares.
Forskningen skal på sigt bidrage til, at hele den maritime danmarkshistorie fra oldtid til nutid kan formidles.
"En stor del af vores kulturarv – fra stenalder, vikingetid og frem til nyere tid – ligger skjult på havbunden, hvor den gradvist nedbrydes og risikerer at gå tabt for altid. Mister vi disse genstande, mister vi også vigtige dele af vores historie og kulturelle identitet. Derfor er det afgørende, at vi nu handler og bliver klogere på, hvad vi kan bevare, og hvordan vi bedst kan gøre det," siger forskningsprofessor og leder af det nye forskningscenter, David Gregory.
Njord – Center for maritim og submarin kulturarv er støttet af bevillinger fra A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond og European Research Council, og centret samarbejder med en række danske museer, herunder Nationalmuseets Center for Søfart og Maritime Håndværk, Vikingeskibsmuseet i Roskilde, M/S Museet for Søfart i Helsingør og Sea War Museum Jutland i Thyborøn.