Danmarks nye havvindmølleparker er blevet indviet

Den danske miljøminister Magnus Heunicke var med, da de to havvindmølleparker Vesterhav Nord og Vesterhav Syd torsdag officielt blev indvied i Hvide Sande.

Offentliggjort

Det var en festdag for Vattenfall Danmark, da miljøminister Magnus Heunicke torsdag i Hvide Sande kunne indvie to nye havvindmølleparker.

De to næsten identiske vindmølleparker er placeret ud for den danske vestkyst og består af i alt 41 vindmøller hver med en effekt på 8,4 MW. Begge parker er placeret i Vesterhavet mellem 5,5 og 10 km fra kysten.

"Vi er glade for at byde Vesterhav Nord og Vesterhav Syd velkommen i vores portefølje af havvindmølleparker. Ved at investere i yderligere kapacitet på havet har vi en konkret effekt på Danmarks uafhængighed på energiområdet, samtidig med at vi gavner lokalområdet. Vesterhavsprojekterne vil også hjælpe med til generelt at sikre balance i det danske elsystem. Disse nye vindmølleparker forstærker vores engagement i at levere fossilfri energi og drive omlægningen mod en fossilfri fremtid," lyder det fra Head of Business Area Wind i Vattenfall, Helene Biström, i en pressemeddelelse.

De to nye havvindmølleparker skiller sig ud på flere måder. Udover at Vesterhav Nord og Vesterhav Syd er de to første parker, der kommer på elnettet efter Ruslands invasion af Ukraine, så er også hele 4000 indbyggere i Vesterhavskommunerne medejere af vindmølleparkerne.

Derudover er de røde lanterner på toppen af møllerne, som var genstand for klager fra lokalbefolkningen i Hvide Sande, blevet ændret. I et samarbejde med virksomheden Terma er der nu installeret en radar, så møllernes advarselslys kun tændes, når der rent faktisk er et fly i nærheden.

Powered by Labrador CMS