Nordjysk havn officielt overdraget til kommunen
Efter længere tid med dårlige sager er Frederikshavn Havn nu officielt blevet overdraget til kommunen. Det skete på et byrådsmøde onsdag aften.
Med 28 for og en enkelt imod valgte byrådet i Frederikshavn Kommune onsdag aften at stemme for forslaget om at overdrage Frederikshavn Havn til kommunen. Det skriver TV2 Nord.
Overtagelsen sker efter længere tid med dårlig drift af den nordjyske havn, og Frederikshavn Kommune overtager en gæld på knap 1,7 milliarder kroner.
Men de økonomiske udfordringer til trods, så er byens borgmester fortrøstningsfuld i forhold til at få bragt havnens økonomi tilbage på rette spor.
"Vi har en kæmpe, stor, stærk havn med gode kunder. Og i går indviede vi en olieterminal, så der er masser af optimisme. Nu skal vi have lavet en forretningsplan, sådan at havnen tjener penge til at kunne betale sin gæld. Og det var der, det kulsejlede for den tidligere ledelse," siger borgmester Birgit S. Hansen (S) til TV2 Nord.
Gælden kan ifølge borgmesteren blandt andet nedbringes ved eksempelvis at få udsat lån, snakke med investorer og gennem forskellige konstruktioner som et aktieselskab.