Vigtig dansk opbakning til en europæisk maritim industristrategi

Jenny Braat.

De europæiske virksomheders konkurrenceevne overfor andre verdensdele skal sikres, når ministre fra EU-landene i dag skal diskutere fremtiden for den europæiske industri.

Publisert Sist oppdatert

Der er meget på spil, når erhvervsminister Morten Bødskov i dag deltager i rådsmøde i Bruxelles, hvor ministre fra EU-landene skal diskutere fremtiden for den europæiske industri.

Den overordnede opgave er nemlig at sikre de europæiske virksomheders konkurrenceevne overfor andre verdensdele, hvor blandt andet den maritime industri oplever urimelige konkurrencevilkår på verdensmarkedet med statsstøtte og andre tiltag, der spænder ben for den frie konkurrence.

Derfor glæder det Danske Rederier, at ministrene på dagens rådsmøde også tager fat på behovet for en styrket europæisk maritim industristrategi. Det skriver interesseorganisationenen i en pressemeddelelse.

"Netop det har vi arbejdet hårdt for gennem vores europæiske organisation SEA Europe, så det er utrolig positivt, at også den danske regering kan se behovet for en ambitiøs europæisk industripolitik, herunder på det maritime område. Der er aktuelt store usikkerheder på verdensmarkedet, men den maritime verdenshandel og vores forsyningssikkerhed er fundamentalt vigtigt at sikre – hånd i hånd med det maritime forsvar og alle de andre vigtige områder, som den maritime industri bidrager til," siger Danske Rederiers administrerende direktør, Jenny Braat.

Effektiv sagsbehandling og mindre bureaukrati

Den danske regering vil arbejde for, at Europa ikke taber kampen om investeringer til eksempelvis USA og Kina med blandt andet mere effektiv sagsbehandling, mindre bureaukrati og nye instrumenter til at tiltrække flere private investeringer i grønne teknologier.

Som optakt til møderne har Danmark og Tyskland sendt et fælles brev til kommissæren for det indre marked, Thierry Breton, med forslag til, hvordan EU’s konkurrenceevne kan styrkes.

EU skal nemlig op i gear på industripolitikken, slår erhvervsministeren fast.

"For de næste års investeringer i grønne teknologier og vedvarende energi kommer til at være uden fortilfælde. Sagsbehandlingstiderne ned, investeringer ud at leve, gøre EU attraktivt for private investeringer og begrænse bøvlet og unødvendigt bureaukrati. For det nytter ikke noget, at en virksomhed skal udfylde over 200 sider i en støtteansøgning i EU, når man kan tage over Atlanten til USA og kun udfylde 30 sider. Eller at en godkendelse for nye teknologier i EU tager op til 8 år, og samme godkendelse kun tager omkring 3 år i USA. Derfor skal industripolitikken helt frem på den europæiske dagsorden, hvis vi ikke skal ende med at gå glip af vækst, viden og innovation," siger Morten Bødskov.

Og de ord lyder godt i Jenny Braats ører, som nu glæder sig til nogle forhåbentligt ambitiøse resultater fra EU.

"Mindre bureaukrati er yderst velkomment og derudover gælder det om at sikre solide investeringer i den forskning, udvikling og innovation, som vores fremtidige konkurrenceevne er afhængig af. Det er vigtigt, at vi undgår at skævvride det europæiske indre marked med nationale ordninger – de skal være europæiske, og de skal samtidig tage højde for, at også de små og mellemstore virksomheder skal kunne være med. Så jeg vil ønske erhvervsministeren god arbejdslyst i Bruxelles,” lyder det fra Jenny Braat.

Powered by Labrador CMS