Energinet vælger leverandører til forundersøgelser af fire havvindmølleparker

Det bliver virksomhederne Sweco og Deltares, der skal levere meteorologiske og oceanografiske undersøgelser for fire nye havvindmølleparker i Kattegat og Østersøen.

Publisert

Samfundets grønne omstilling stiller stadig større krav til behovet for markant mere havvind og anden grøn energi frem mod 2030 og 2050, og nu har Energinet valgt leverandører til en del af arbejdet med fire fremtidige havvindmølleparker.

Det bliver således den svenske ingeniørvirksomhed Sweco, der sammen med det hollandske forskningsinstitut Deltares som underrådgiver, skal udarbejde meteorologiske og oceanografiske forundersøgelser - også kendt som MetOcean - for opførelsen af de to nye havvindmølleparker Kattegat og Hesselø Syd i Kattegat samt parkerne Kriegers Flak II Syd og Kriegers Flak II Nord i Østersøen.

Forundersøgelserne, der løber frem til 2025, omfatter blandt andet modellering og validering af bølger, strøm, vandstand og øvrige miljøforhold og statistiske analyser. Dette både af de normale og ekstreme forhold, som kan have betydning for mulighederne for at etablere havvind i området. Resultaterne skal sikre, at havvindmølleparkerne kan etableres med mindst mulig risiko for et energiselskab.

”Vi er stolte over at have vundet denne vigtige MetOcean opgave, og glæder os til at komme i gang og levere udgangspunktet for fremtidens grønne energi. Personligt glæder jeg mig samtidig over, at vi i Sweco med vores stærke team af eksperter sætter endnu et stærkt aftryk inden for offshore vind til gavn for en uafhængig energiforsyning,” siger Oliver Ries, Chef for Kyst og Klima hos Sweco.

For at løfte opgaven bringer Sweco og Deltares et tværfagligt og internationalt team af vind-, MetOcean- og modelleringsspecialister samt Python-eksperter til statistik og automatisering.

Alle fire undersøgelser bliver certificeret og vil udgøre grundlaget for de næste faser i udviklingen af havvindmølleparkerne. Samtidig kan studierne blive anvendt til front-end engineering design (FEED).

Sweco og Deltares påbegynder arbejdet i marts 2024, og projektet forventes overleveret til Energinet i midten af 2024 og verificeret i bebyndelsen af 2025.

Powered by Labrador CMS