Endnu en færge hos Øresundslinjen konverteres til grøn strøm

M/F Hamlet er den tredje færge, der bliver konverteret til drift på batterier. Det bliver den svenske leverandør, Echandia, der leverer batteripakken til færgen.

Øresundslinjen er klar til at retrofitte færgen M/F Hamlet, så den i fremtiden kan sejle på batterier ladet med strøm fra vind- og solenergi.

Offentliggjort

De har allerede gjort det med færgerne Tycho Brahe og Aurora, og nu er turen så kommet til den trejde i rækken. Færgen M/F Hamlet skal elektrificeres, så den i fremtiden bliver mere klimavenlig. Det oplyser Øresundslinjen i en pressemeddelelse.

Til formålet har Molslinjen, der står bag Øresundslinjen, derfor lagt endnu en ordre på nogle af verdens største færgebatterier hos den svenske leverandør af maritime batterier, Echandia, så M/F Hamlet kan blive konverteret fra fossil drift til en fuldt elektrisk operation.

"Echandia har batterier, som tilbyder en kombination af lang holdbarhed og lav vægt, og det sikrer os de laveste omkostninger og den laveste klimabelastning set over hele batteripakkens levetid," siger Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus.

Batteripakken skal leveres i første halvdel af 2025, og med Hamlets 8000 årlige afgange på fuld elektrisk drift vil 95 procent af alle de 41.000 afgange årligt på ruten over det smalle Øresund mellem Danmark og Sverige blive sejlet på ren grøn strøm. Det vil sænke rutens samlede klimabelastning helt ned til under 1500 ton CO2 årligt.

Før konverteringen af de to første Øresundsfærger i 2016 havde ruten årlige emissioner på 37.800 tons CO2.

Konverteringen af M/F Hamlet forventes gennemført i løbet af 2025.

Powered by Labrador CMS