Investeringsfond investerer i maritime forsvarsdroner

Danmarks Eksport- og Investeringsfond har indgået et strategisk samarbejde med den maritime dronevirksomhed Saildrone, som placerer sit europæiske hovedkontor i Danmark.
Med en investering på 164 millioner kroner bliver Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) nu medejer af den maritime dronevirksomhed Saildrone, der byder på et paradigmeskifte inden for teknologi til overvågning, udforskning og efterretningsindsamling til søs. Det oplyser EIFO i en pressemeddelelse.
Saildrone, der er hjemmehørende i byen Alameda i den amerikanske delstat Californien, har siden 2009 udviklet ubemandede overfladefartøjer (USV'er), der primært drevet af vedvarende vind- og solenergi giver mulighed for månedlange operationer, og de nye USV’er, der koster en brøkdel af prisen af konventionelle overvågningsfartøjer, er udset til at kunne få stor betydning for varetagelsen af danske og europæiske interesser til søs, både over og under havoverfladen.
Et bidrag til at udvikle dansk forsvarsindustri
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) ser EIFO's investering i Saildrone, som et vigtigt skridt i bestræbelserne på at udvikle Danmarks bidrag til den vestlige forsvarsalliance.
"Verden bliver stadig mere usikker og konfliktfyldt. Derfor er det vigtigt, at Danmark etablerer sig som en stærk medspiller i den vestlige forsvarsalliance. Med truslen mod Europa, i Arktis og mod kritisk infrastruktur i de danske farvande er det klart, at vi skal bidrage yderligere. Derfor har vi på det seneste søsat flere initiativer, der skal styrke udviklingen af dansk forsvarsindustri. EIFO's investering i Saildrone er endnu et væsentlig bidrag, som ikke bare giver os adgang til en konkret og kritisk teknologi, men som også tiltrækker endnu en amerikansk teknologivirksomhed til Danmark og skaber relationer over Atlanten,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Samarbejde af strategisk betydning
Saildrone selv har en stærk ambition om at ekspandere i Europa - og den begynder nu i Danmark, hvor virksomheden har valgt at etablere sit europæiske brohoved.
"Jeg er meget glad for at samarbejde med EIFO og den danske regering om at etablere Saildrones europæiske hovedkvarter i København. Danmarks unikke geografiske og politiske position i hjertet af Nordeuropa gør det til det perfekte sted at etablere vores europæiske hovedkvarter og operationelle hub. Vi planlægger at udrulle Saildrones maritime efterretningsindsamling til flere NATO-lande i løbet af året, i samarbejde med det danske forsvar. Vores mål er at sikre '24/7, året rundt'-overvågning af alle kritiske infrastrukturer i Østersøen og Nordsøen, og dermed beskytte værdifulde installationer for nuværende og kommende generationer," siger stifter og CEO i Saildrone, Richard Jenkins.
Saildrone annoncerede i øvrigt i sidste uge en aftale med det danske forsvar om test af fire maritime droner.