Tilfredshed hos DFDS trods tilbagegang på bundlinjen

Aura Seaways.

Selvom DFDS må notere et dyk på næsten 23 procent på bundlinjen, så er der tilfredshed at spore hos rederi-toppen, der kalder det netop offentliggjorte årsresultat for 'solidt'.

Publisert

DFDS kom solidt ud af et udfordrende 2023 med et overskud på 1,65 milliarder koner. Sådan lyder det fra det danske rederi, der fredag har offentliggjort årsregnskabet for 2023.

DFDS kunne nemlig notere en stigning i den samlede omsætning for 2023 op 1,6 procent til 27,3 milliarder kroner i forhold til 2022, mens overskuddet omvendt dog er væsentligt mindre end året før, hvor DFDS kunne notere et økonomisk plus på 2,1 milliarder kroner.

Tilbagegangen på bundlinjen på cirka 23 procent er dog ikke noget, der får topchefen til at ryste på hånden, da det ifølge årsrapporten primært skyldes større afskrivning og højere renteudgifter end i 2022.

"Vi er tilfredse med at levere et solidt resultat for 2023 i et år med vanskelige fragtmarkeder. Vores færge- og logistiknetværk er blevet udvidet betydeligt, og i 2024 vender vi fokus mod realisering af værdi gennem eksekvering af vores nye strategiske og finansielle ambitioner," lyder det i en kommentar til regnskabet fra administrerende direktør i DFDS, Torben Carlsen.

I 2024 forventer det danske rederi en stigning i omsætningen på mellem 5 og 8 procent, mens forventningerne til driftsindtjeningen ligger på mellem 2,0 og 2,4 milliarder kroner i forhold til 2,3 millarder kroner for 2023.

Powered by Labrador CMS