Den grønne industri forstærkes med mere end 4,2 milliarder

Med støtte fra regeringens grønne investeringsordning vil fire virksomheder investere mere end 4,2 milliarder kroner i fem projekter inden for danskproducerede vindmøller og teknologi til Power-to-X.

Efter regeringen i december sidste år lancerede den grønne investeringsordning, som skal forstærke de grønne styrkepositioner i Danmark, så har Danmarks Eksport- og Investeringsfond nu truffet beslutning om fordelingen af de afsatte midler, efter ordningen åbnede for ansøgninger i januar 2024.

I alt er der givet tilsagn om støtte til fem projekter, og der udmøntes i alt 634,1 millioner kroner i støtte, mens de samlede investeringer for de valgte projekter er på godt 4,2 milliarder kroner. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Ordningen er målrettet virksomheder, som ønsker at etablere produktionsfaciliteter inden for vindteknologi, teknologi til Power-to-X samt underleverandører til de to industrier, og midlerne går blandt andet til Siemens Gamesa, der vil investere i projekter i Aalborg og Esbjerg, og som forventer at skabe cirka 500 nye job.

Virksomheden Niebuhr Gears får støtte til et projekt i Ikast, som kan skabe cirka 30-40 job, virksomheden Advanced Surface Plating får støtte til faciliteter i Randers, som forventes at skabe cirka 80 job, mens det sidste projekt, Njord Assembly Lines, forventes at skabe cirka 175 job i region Syddanmark.

"Verden er forandret. Der er krig i Europa. Med store statsstøtteprogrammer trækkes grønne milliardinvesteringer til Kina og USA. Regeringen vil forsvare og forstærke danske styrkepositioner. Det gælder blandt andet vindproduktion og PTX-teknologi. I dag sikres støtte fra den grønne investeringsstøtteordning til fem projekter, der skabes cirka 800 nye job, og samles investeres mere end 4,2 milliarder kroner i nye arbejdspladser. Det er godt for Danmark og væksten i vores stærke grønne produktionsindustri," lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov (S).

Der er endnu ikke truffet beslutning om eventuelle midler i 2025.

Powered by Labrador CMS