Skal produceres i Danmark:

Svensk rederi vil bruge e-metan som grønt brændstof i LNG-skibe

Det svenske rederi Erik Thun AB og virksomheden Electrochaea har underskrevet en hensigtserklæring om at indlede forhandlinger om køb af e-metan som maritimt brændstof. E-metanen skal produceres af Electrochaeas datterselskab BioCat Roslev Aps i Danmark.

Offentliggjort

Erik Thun AB planlægger at erstatte fossilt LNG-brændstof med e-metan, og derfor har det svenske rederi allieret sig med virksomheden Electrochaea. Det oplyser de to parter i en pressemeddelelse.

Erik Thun AB og Electrochaea har nemlig underskrevet en hensigtserklæring om at indlede forhandlinger om køb af e-metan, som, de forventer, vil spille en vigtig rolle i dekarboniseringen af den maritime industri.

"For vores skibe, der sejler på LNG, er e-metan en renere mulighed. Vi er stolte af dette samarbejde, og stolte af at være pionerer inden for erstatning af fossile brændstoffer med grøn e-metan. E-metan som venter på at blive officielt anerkendt af regeringen som et renere alternativ," lyder det fra Managing Director ved Erik Thun AB, Johan Källsson.

Skal produceres i Danmark

Electrochaea arbejder i øjeblikket på at etablere et power-to-gas-anlæg i Skive Kommune, hvor ny vedvarende energi fra vind skal bruges til at producere grøn brint, der sammen med CO2 fra biogasproduktionen ved Rybjerg Biogas, blandes i en bioreaktor til produktion af e-metan, og netop dette brændstof giver Erik Thun AB mulighed for at drive sin eksisterende LNG-flåde uden at skulle ændre sine motorer.

"E-metan vil spille en vigtig rolle i dekarboniseringen af den maritime industri, og både Electrochaea og BioCat Roslev ApS er glade for at forhandle salg af e-metan med et af de mest bæredygtige og visionære rederier. Den maritime industri er et vigtigt marked for e-metan, produceret med vores bio-metaniseringsteknologi, hvilket yderligere understøttes af interessen fra Erik Thun AB," siger Electrochaea’s CTO og Managing Director Doris Hafenbradl.

E-metanen vil ifølge Electrochaea fuldt ud overholde EU-kravene for RFNBO brændstof.

Powered by Labrador CMS