Danske Rederier vedtager politik om undervandsstøj

For at reducere undervandsstøj og bevare den marine biodiversitet anbefaler Danske Rederier sine medlemmer at følge et nyt sæt IMO-retningslinjer. Undervandsstøj har nemlig skadelige virkninger på et bredt udvalg af havdyr, herunder hvaler og fisk.

Publisert

FN’s internationale maritime organisation, IMO, har vedtaget en række retningslinjer for at reducere undervandsstøj, men selvom det i øjeblikket er frivilligt, om man vi følge ret­nings­linjer­ne, så anbefaler Danske Rederier alligevel sine medlemmer at gøre det. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

At mindske undervandsstøj er nemlig afgørende for bevarelsen af den marine biodiversitet.

"Støj bevæger sig langt under vandet og forstyrrer blandt andet kommunikation og navigation hos havdyr. Meget af den støj, der truer havdyrelivet, kommer fra skibe, så selvfølgelig har vi en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at afbøde og reducere undervandsstøj," lyder det fra direktør for klima, miljø og sikkerhed hos Danske Rederier, Nina Porst.

Opfordrer til at etablere 'noise-baseline'

IMO-ret­nings­linjer­ne giver et overblik over tilgange, der er anvendelige for designere, skibsbyggere og skibs­o­pe­ra­tø­rer til at reducere undervandsstøj fra skibe.

I sit nyudarbejdede policy paper om emnet anbefaler Danske Rederier sine medlemmer at følge de frivillige retningslinjer og opfordrer dem til at etablere en 'noise-baseline' for skibet ved at anvende en Underwater Noise Management Plan. Dette vil hjælpe med at fastlægge, hvilke skridt, der kan tages for at reducere undervandsstøj fra skibet.

"Vi har et ansvar for at træffe for­an­stalt­nin­ger til at beskytte de sarte marine miljøer, som vores skibe sejler igennem. Dette er et vigtigt skridt i at øge bevidstheden om vigtigheden af at beskytte den marine biodiversitet ved at træffe for­an­stalt­nin­ger til at reducere undervandsstøj," lyder det fra Nina Porst.

Powered by Labrador CMS