Dansker valgt til bestyrelsen i EU’s store maritime forskningsplatform

Jenny Braat.

Administrerende direktør i Danske Maritime, Jenny Braat, er blevet valgt til bestyrelsen i EU’s store maritime forskningsplatform, Waterborne Technology Platform.

Publisert

Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat er netop valgt til bestyrelsen i Waterborne Technology Platform, som er en central aktør inden for forskning og innovation i den maritime branche i Europa. Det oplyser den danske interesseorganisationen i en pressemeddelelse.

Samarbejdet i Waterborne TP omfatter hele det maritime økosystem på tværs af aktører og tæller også flere af de største medlemsvirksomheder i Danske Maritime.

Organisationens primære bidrag er at opnå den bredest mulige konsensus omkring forskning og udvikling og at udvikle både mellemlange og langsigtede forsknings- og udviklingsvisioner samt strategiske forskningsdagsordener indenfor den maritime sektor. Waterborne TP spiller ind i forhold til centrale europæiske initiativer, eksempelvis den Europæiske Grønne Aftale, og arbejder samtidig for, at EU gennem sine forskningsprogrammer adresserer samfundsmæssige udfordringer.

Vigtig mulighed for Danmark

Jenny Braats nye rolle som bestyrelsesmedlem i Waterborne TP bidrager til Danmarks indflydelse i den europæiske maritime forskningsdagsorden, og markerer en vigtig mulighed for at forme fremtidens teknologiske lederskab indenfor maritime teknologier.

Netop Danmark er kendt som en af de førende lande for banebrydende ny teknologiudvikling, og Jenny Braat ser frem til at bidrage til den europæiske udvikling.

"Forskning og udvikling er rygraden i den danske maritime industri. Det er helt afgørende for vores konkurrenceevne og den grønne omstilling, at vi sikrer state-of-the-art forskning og udvikling på det maritime område i Europa. Danske Maritime får nu endnu bedre mulighed for at fremme relevante forsknings- og udviklingsinitiativer, og samtidig vil jeg arbejde for, at flere danske virksomheder får mulighed for at deltage i spændende EU-projekter," lyder det fra Jenny Braat.

Powered by Labrador CMS