Delforlig på forsvarsområdet:

Enighed om en langsigtet flådeplan

Aftaleparterne i det nyligt indgåede delforlig på forsvarsområdet har besluttet at udarbejde en langsigtet flådeplan, baseret på anbefalinger fra det maritime partnerskab.

Der var en håndsrækning til Det Blå Danmark, da der tirsdag blev indgået et delforlig på forsvarsområdet. Aftaleparterne har nemlig besluttet at udarbejde en langsigtet flådeplan, der er baseret på anbefalinger fra det maritime partnerskab. Denne plan, der skal forelægges forligspartierne til drøftelse senest i efteråret 2024, vil fokusere på erstatning af blandt andet Thetis-klassen og patruljeskibe, og aftalen vækker stor begejstring hos brancheorganisationen Danske Maritime.

"Vi byder denne beslutning varmt velkommen. En langsigtet skibsbygningsplan er essentiel, både for Forsvaret og for den danske maritime forsvarsindustri. Det understøtter industriens mulighed for at foretage de nødvendige investeringer med sikkerhed for fremtiden, og dette er noget, som Danske Maritime har kæmpet for i lang tid," lyder det i en pressemeddelelse fra Danske Maritimes administrerende direktør, Jenny N. Braat.

Mange af Søværnets skibe nærmer sig en alder, hvor en løbende udskiftning af flåden bliver nødvendig, og en langsigtet flådeplan er afgørende for at igangsætte bygning af nye flådeskibe i Danmark. Dette vil ikke kun sikre nye og moderne skibe for Søværnet, som vil blive bygget i Danmark, men også muliggøre en velovervejet integration af innovative teknologier i Søværnets skibe, blandt andet når det kommer til modulære systemer og grønne innovative løsninger.

Forsvarsaftalen øger desuden den økonomiske ramme i forsvarsforliget med 35,2 milliarder kroner i 2024-2028. Dette muliggør blandt andet fremrykningen af investeringer i militære kapaciteter, en styrkelse af værnepligten og yderligere HR-initiativer.

Powered by Labrador CMS