IMO’s nye CO2-spilleregler faldet på plads

Danske Rederier bifalder, at BIMCO med en ny klausul er med til at skabe klare linjer mellem ejer og befragter, når CO2-reduktioner fra 2023 bliver et krav til rederierne.
I de kommende år vil verdens handelsskibe skulle undergå en række tekniske og operationelle ændringer, så de lever op til de energieffektiviserende krav ”EEXI” og ”CII”, der er besluttet i FN’s søfartsorganisation IMO.
Det betyder, at eksempelvis motorer på nogle skibe skal modificeres. Men ofte har en skibsejer chartret et eller flere skibe ud til en befragter, og hvilke kontraktforhold gælder så mellem parterne? Det har været afgørende for Danske Rederier at få klarhed om.
BIMCO, som har speciale i shippingkontrakter, har vedtaget en ny klausul, der afklarer forholdet mellem ejer og befragter, så begge parter ved, hvad man kan forvente. Danske Rederier ser klausulen som en god begyndelse og er glad for, at BIMCO på længere sigt også vil kigge på at omfatte andre energioptimerende metoder.
”Det er positivt, at vi på et tidligt tidspunkt får skabt klare linjer for, hvem der bærer ansvaret, og hvad man som befragter må acceptere. Det er både godt for forholdet mellem ejer og befragter og for konkurrencen i øvrigt, som bliver på ens vilkår,” siger Henriette Ingvardsen, erhvervsjuridisk chef i Danske Rederier.
I klausulen er det blandt andet beskrevet, at det er ejerne, der er forpligtet til at sikre at skibet overholder de nye tekniske krav, som IMO har vedtaget. Ændringerne vil typisk være tekniske forbedringer på skibet, der højner energieffektiviteten, eventuelt kombineret med en reduktion af maskinens maksimale ydelse.
Til gengæld skal befragtere acceptere den nye motorbegrænsning. Dog skal parterne samarbejde, da befragtere sandsynligvis vil kræve kendskab til konsekvenserne for skibets ydeevne efter forbedringer på skibet, før de accepterer at tilføje denne klausul til en kontrakt.
Desuden skal modifikationsarbejdet på motoren i udgangspunktet udføres uden at tage skibet ud af drift. Det forventes at være muligt i de fleste tilfælde, men skulle ejerne ikke være i stand til at udføre arbejdet uden at tage skibet ud af drift, har de ret til at gøre det. Ejerne skal i så fald bære omkostningerne ved ændringen, herunder tabt tid.