Den maritime julekalender – 7. december

Julekalender 7. dec

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet for det forgangne år. Glædelig 7. december.

Publisert

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 7. december.

Bag dagens låge gemmer sig én af årets mest hjertevarme maritime historier, der handler om besætningen på skibet Esvagt Cantana.

Efter 104 minutters uafbrudt hjertemassage fik besætningen nemlig liv i deres 19-årige kollega Asbjørn Morell, da den unge sømand var sunket livløs sammen med hjertestop.

Redningsaktionen den aprilaften midt på Nordsøen fik heldigvis en lykkelig udgang, og Asbjørn Morell er fuldt ud rask og sødygtig igen.

Indsatsen fra besætningen har efterfølgende fået stor opmærksomhed, blandt andet fra Danske Rederier, som tildelte Søfartsprisen 2021 på 25.000 kroner til besætningen på Esvagt Cantana for indsatsen. Men den smukke historie stopper ikke her.

I starten af oktober valgte besætningen nemlig at give hele beløbet videre til en sag, der bogstaveligt talt stod deres hjerte nær; Hjerteforeningen.

”Vi var svært enige om, at det var det helt rigtige formål for pengene,” sagde skipper Jan Ole Kristensen, som havde vagten på broen den aften, Asbjørn fald omkuld.

”Da jeg første gang hørte om besætningens store mod og beslutsomhed, var jeg meget imponeret. Det vidner om, hvor vigtigt det er at kunne hjertelungeredning og ikke give op. Derfor gør det mig også enormt stolt, at besætningen har valgt at donere Søfartsprisen til os i Hjerteforeningen. I Hjerteforeningen kæmper vi hver dag for en akutindsats af høj kvalitet og for at sikre, at flest muligt kan stå klar og være med til at redde liv, hvis uheldet skulle være ude. Det arbejde skal pengene blandt andet være med til at videreføre,” lød det fra Anne Kaltoft, der er administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Læs den originale nyhed her

Missede du gårsdagens maritime julekalender, så kan du se, hvad der gemte sig bag lågen, lige her

Skipper Jan Ole Kristensen og besætningen på ’Esvagt Cantana’ har valgt at donere de 25.000 kroner, som fulgte med Søfartsprisen 2021, videre til Hjerteforeningen. Besætningen fik prisen for at give hjertemassage til en kollega i 104 minutter.
Powered by Labrador CMS