Danskerne valfarter til svensk jubilæumsfest i Gøteborg

Foto: Stena Line

Stena Line ser frem mod en sommer med mange danske passagerer. Sammenlignet med sidste år beretter rederiet om en stigning på 30 procent i antallet af danske gæster over sommeren, hvor man i Gøteborg fejrer byens 400-års jubilæum.

Publisert

I Sveriges næststørste by, Gøteborg, fejrer man denne sommer byens 400-års jubilæum, og det mærker det svenske færgerederi Stena Line gennem en øget efterspørgsmål på færgeoverfarter fra danskerne.

Fejringen af Gøteborgs jubilæum varer sommeren over, og i denne periode beretter Stena Line således om en stigning på hele 30 procent i antallet af danske bookinger sammenlignet med samme periode sidste år.

“Lige nu mærker vi, at der er mange ting, der trækker danskerne over Kattegat til Sverige. Den svenske kronekurs er stadig historisk lav, og det gør Sverige til en destination, hvor man som gæst får meget for pengene. Samtidig er Gøteborg fyldt med musik, dans og spændende arrangementer sommeren over, hvor man kan være med til at fejre byens 400-års jubilæum,” siger Travel Commercial Manager hos Stena Line, Ulf Staff.

Gøteborg fyldte officielt 400 år den 4. juni 2021, men på grund af pandemien er fejringen blevet udskudt med to år. Jubilæet markeres med flere byudviklingsprojekter, blandt andet har byen åbnet en 21 kilometer lang kunstvandring, hvor man kan opleve kunst på mure og andre steder i bybilledet, og den 2. juni åbnede byens nye Jubilæumspark og havnebadet Frihamnen.

Over sommeren kan man opleve kunstudstillinger, koncerter og danseopvisninger, eller man kan deltage i historiske byvandringer, indvielsesceremonier og fester. Jubilæumsfejringen varer frem til den 2. september.

Stena Line har normalt mellem tre og fem daglige afgange fra Frederikshavn til Gøteborg, men indsætter ekstra afgange i højsæsonen over sommeren, hvor rederiet har op til syv daglige afgange på ruten mod Sverige.

Powered by Labrador CMS