13 søfolk døde af madforgiftning på bulker – Her er synderen

Arkivfoto: Cosco

I alt 13 søfolk ombord på den kinesiskflagede bulker Wu Zhou 8 har mistet livet efter en voldsom madforgiftning.

Publisert

Forurenet fisk ser ud til at være synderen, der har kostet i alt 13 søfolk livet ombord på den kinesiskflagede bulker Wu Zhou 8, da den i sidste uge var på vej fra Thailand mod Kina.

Skibet, som er ejet af rederiet Cosco, havde forladt den thailandske ø Koh Sri Chang og var på vej syd om Vietnam, da hele besætningen den 29. september blev ramt af mavesmerter og opkastning efter en middag. Det fik skibets kaptajn til at kontakte de vietnamesiske myndigheder med ønsket om akut lægehjælp.

Da læger dagen efter gik ombord på Wu Zhou 8, var ti besætningsmedlemmer dog allerede døde af madforgiftningen, og på vej mod hospitalet i Vietnam mistede yderligere to søfolk livet, mens en trejde besætningsmand døde den 2. oktober.

Ifølge vietnamesiske medier bestod middagen ombord på skibet af fisk og grøntsager, hvilket har fået flere til at pege på netop fisken som synderen. Hvorvidt der er tale om forurenet fisk eller en eventuel giftig fisk, som er blevet tilberedt, er dog fortsat ved at blive undersøgt.

Det vietnamesiske redningsfartøj Sar 72 har i starten af denne uge transporteret de jordiske rester af de 13 døde søfolk til Kina, mens de otte resterende besætningsmedlemmer fra skibet nu meldes i stabil tilstand efter flere dage med intensiv behandling.

Powered by Labrador CMS