Dobbelt så stort – Olieudslip i Peru er værre end først antaget
Olieudslippet ud for Perus kyst er ifølge landets miljøminister på omkring 12.000 tønder olie og ikke kun 6.000 som først antaget.
Det voldsommme olieudslip, der har ramt Peru ovenpå det undersøiske vulkanudbrud i Tonga for snart to uger siden, vurderes nu at være langt mere alvorligt end først antaget.
Ifølge Perus miljøminister, Ruben Ramirez, er det berørte område dobbelt så stort som først antaget, og udslippet svarer til næsten 12.000 tønder olie – en fordobling af det hidtidige skøn på omkring 6000 tønder.
Udslippet skete, da et tankskib blev ramt af store bølger, mens det lå til ved et olieraffinaderi ejet af olieselskabet Repsol.
Myndighederne kalder udslippet for en “miljømæssig katastrofe,” der vil gøre stor skade på fisk og fugleliv.