Arktisk Kommando rykkede ud da strømsvigt ramte Nuuk

Arktisk Kommando har blandt andet fløjet teknikere fra Grønlands energiforsyning, Nukissiorfiit, ud for at inspirere højspændingskablerne mellem Nuuk og vandkraftværket i Buksefjorden.
Den grønlandske hovedstad, Nuuk, har det meste af ugen – siden natten til tirsdag – været plaget af flere strømsvigt. Myndighederne opfordrede blandt andet lokalbefolkningen til at slukke for al unødvendig elektronik, på grund af den ustabile strømforsyning.
Normalt får Nuuk al sin strøm via et højspændingskabel fra vandkraftværket i Buksefjorden, der ligger knap 50 kilometer fra den grønlandske hovedstad.
Torsdag lykkedes det at lokalisere fejlen, da teknikere fra Grønlands energiforsyning fik mulighed for at inspicere højspændingskablet fra en Seahawk helikopter fra Arktisk Kommando.
Fra helikopteren kunne teknikkerne observere et kordel, som var begyndt at trevle op. Et kordel bruges til at holde de enkelte højspændingskabler samlede, så de ikke flosser, med risiko for at ramme hinanden i hårdt vejr og skaber strømafbrydelser.
Energiforsyningen anslog, at der kunne gå dage eller uger, før fejlen var udbedret, men fredag eftermiddag lokal tid kom meldingen, at defekten var blevet repareret.