Miljøministeren i infight med danske havbrugere

Bornholms svar på Greta Thunberg den svenske miljøaktivist, miljøminister Lea Wermelin, (S), er kommet i alvorlig infight med havbrugene, som hun beskylder for at være en skraldespand der udleder stoffer direkte og til skade for vandmiljøet. Nu forlanger ministeren oprydning, og så skal der sikres et effektivt tilsyn. Danmark skal være et foregangsland bl.a. når det gælder fiskeopdræt.
Af Jens Nørgaard
Ministeren postulerer sine udsagn uden nogen form for dokumentation. Det fremgår af en skrivelse fra Miljø- og Fødevareministeriet på trods af at ministeren for et år siden lagde op til at ophæve et lovgrundlag, som skulle gøre det muligt at udvide og etablere ny havbrugsproduktion.
Wermelins kovending i forhold til det eksisterende lovgrundlag får formanden for Dansk Akvakultur, CEO i Musholm A/S i Reersø på Vestsjælland, Niels Dalsgaard, op i det røde felt:
-Det er urimeligt, at danske havbrug af miljøministeren betegnes som en skraldespand for havmiljøet. Havbrugene følger de gældende regler. Det har Miljøministeriet konkluderet i deres egen rapport. Det burde ministeren anerkende i stedet for at udskamme virksomheder og medarbejdere. Lea Wermelin vil begrænse regler for anvendelse af marine virkemidler som f.eks. muslinger, der kan bruges til at kompensere for havbrugenes miljøpåvirkning. Det gør vi jo i forvejen, bl.a. her i Musholm Bugt.