I weekenden går det løs: Masser af debutanter i Årets Sild 2024

C385rets-sild-1-768x516-1

Arrangørerne har mistet overblik over de antal gange Årets Sild på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals har været afviklet. ‘Mange’… plejer koordinator ved Hirtshals Fiskefestival Uffe Truelsen og køkkenchef på Nordsøen Oceanarium Ole Kjærsgaard at sige.

Publisert Sist oppdatert

I år er Hirtshals Fiskefestival, som formelt står bag smørrebrødskonkurrencen, specielt glad for antallet af debutanter.

“Vi vil gerne dække hele landet med konkurrencen, så derfor er vi specielt glade for at have hele fire deltagere fra København i år sammen med deltagere fra Vejle, Odense, Skagen og ikke mindst Hirtshals,” siger Uffe Truelsen.

Årets Sild 2023 blev vundet af Lilleheden i Hirtshals, men konkurrencen skærpes gevaldigt i år, hvor en række af landets bedste smørrebrødsrestauranter opruster og går til sagen intensivt. Bjørnekælderen, Norrlyst, Kronborg og den helt nye Judie er de københavnske deltagere.

Årets Sild 2024 får desuden deltagelse af smørrebrødsrestauranterne Remouladen fra Vejle, Værdsat fra Odense, begge har deltaget før, samt Kandestedernes ærværdige og genvækkede Hjorths Badehotel plus de to lokale helte Montra Skaga Hotel og Lilleheden. Sidst, men ikke mindst deltager kantinen Cheval Blanc på NOVI park i Aalborg for anden gang.

Årets Sild er en smørrebrødskonkurrence med fokus på gammeldags modnet sild, som deltagerne skal udvande og marinere og anrette så dommerne slet ikke kan stå for det. Sildemadden er en klassiker blandt de danske smørrebrødsanretninger, men den må gerne nykomponeres, tvistes, udvikles, og det er netop hvad deltagerne fokuserer på.
Det helt særlige ved konkurrencen er vindersildens efterfølgende omformning til produktion til almindelig daglighandel. Årets Sild-vinderen kan nemlig købes fra februar 2024 af alle sildeelskere.

Det er Tenax/Lykkeberg 1899, som producerer silden og er medsponsor på konkurrencen, der afvikles i tæt samarbejde mellem Pelagisk Producentorganisation, Hirtshals Fiskefestival, Jette og Knuds Maritime Fond og Nordsøen Oceanarium.

I årets dommerpanel sidder madanmelder Svend Rasmussen fra Berlingske, som er inkarneret sildespiser og smørrebrødelsker, salgschef hos Tenax/Lykkeberg 1899 Pelle Lindahl, uddannelseschef på EUC Nord Dennis Kindberg, direktør i DPPO Esben Sverdrup-Jensen og udviklingsdirektør hos Anora-gruppen/De Danske Spritfabrikker Lars Kragelund.

Konkurrencen, hvor deltagerne anretter smørrebrød med marineret sild til dommerne og et begrænset publikum, afvikles på søndag den 24. september klokken 11.30 på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Billetter kan købes på Hirtshals Fiskefestivals Hjemmeside

The post I weekenden går det løs: Masser af debutanter i Årets Sild 2024 first appeared on FiskerBladet.

Powered by Labrador CMS