Blue Water anker principiel sag om offentligt opgavetyveri

Foto-Blue-Water-Shipping-2

Odense Havn har overtrådt loven, men overtrædelsen medfører ingen sanktioner eller erstatningsansvar. Således var konklusionen, da Sø- og Handelsretten 25. februar i år afsagde dom i en langstrakt og principiel sag mellem Blue Water Shipping og Odense Havn. Blue Water har nu valgt at anke sagen til Landsretten.

Offentliggjort Sidst opdateret

”Vi mener, at dele af præmisserne for afgørelsen i Sø- og Handelsretten baserer sig på en forkert tolkning af havneloven. Derfor vil vi gerne have Landsretten til at afgøre sagen, da vi vurderer, at der er god mulighed for at få omgjort afgørelsen. Det strider mod vores retsfølelse, at der ligger en klar afgørelse om bevidst overtrædelse af havneloven – men at dette ikke medfører straf eller erstatning” siger administrerende direktør i Blue Water, Søren Nørgaard Thomsen.

Han henviser til, at Odense Havn i perioden 2014 til 2017 kontinuerligt overtrådte havneloven ved at udføre havnerelateret operatørvirksomhed. Det slog en afgørelse fra Trafikstyrelsen fast i 2017.

Som konsekvens af den afgørelse valgte Blue Water at tage sagen i Sø- og Handelsretten, som dog vurderede, at Blue Water ikke havde løftet bevisbyrden for at kunne opnå erstatning. Blue Water er dog ikke enig i præmisserne for den afgørelse.

Derudover mener Søren Nørgaard Thomsen, at sagen skal ses i en bredere sammenhæng.

”Det er en principiel sag, der berører retstilstanden for hele vores branche, og derfor mener vi også, der er grund til at tage sagen videre, så der kommer klarhed over rammerne i den nuværende havnelov,” siger Søren Nørgaard Thomsen.

Blue Water får opbakning af brancheforeningen Danske Shipping- og Havnevirksomheder, der mener, at den nuværende afgørelse gør det praktisk umuligt for skadelidte virksomheder at få civilretlig erstatning fra kommunalt ejede havne.

”En anke er vigtig for branchen, da Sø- og Handelsrettens dom efterlader de private havnevirksomheder i Danmark i en sørgelig retstilstand. Virksomhederne kan blive udsat for offentligt opgavetyveri, uden at de reelt kan gøre noget,” siger sekretariatschef for Danske Shipping- og Havnevirksomheder, Jakob Svane.

The post Blue Water anker principiel sag om offentligt opgavetyveri first appeared on FiskerBladet.

Powered by Labrador CMS