Danmark er fortsat blandt verdens ti største søfartsnationer

Målt på opereret tonnage er Danmark den 10. største søfartsnation i verden. Det viser en ny opgørelse.

Offentliggjort

Den samlede mængde dansk opereret tonnage er gået frem fra cirka 57,2 millioner tons i januar til cirka 58,3 millioner tons i den seneste opgørelse fra S&P Maritime Portal i juni 2024.

Dermed er det lykkedes for Danmark at konsolidere sin tiendeplads på listen over verdens største sø­fart­s­na­tio­ner, mens afstanden til den nærmeste konkurrent på listen, Storbritannien, samtidig er øget, og den nye liste vækker begekstring hos Danske Rederier.

"Opgørelsen demonstrerer endnu engang, at Danmark er en maritim supermagt, selvom vi er et lille land. Det skyldes selvfølgelig, at der ude i de danske rederier hver eneste dag arbejdes virkeligt hårdt på at udvikle dansk skibsfart. Det er imponerende," lyder det i en pressemeddelelse fra Danske Rederiers administrerende direktør, Anne H. Steffensen.

Konsolideringen over verdens ti største søfartsnationer er kommet i hus på trods af, at tallet af skibe på dansk flag i perioden ellers er gået en anelse tilbage. Således er der nu 739 skibe indregistreret i DIS, mens tallet i januar lød på 745 fartøjer.

"Den flotte placering skyldes selvsagt også, at vi i Danmark har fornuftige rammevilkår, som gør det muligt at konkurrere på ver­dens­mar­ke­det. Men konkurrencen er virkelig hård. Mange dygtige og fremad­stormen­de sø­fart­s­na­tio­ner har bud efter en plads blandt de store sø­fart­s­na­tio­ner. Så vi kan ikke hvile på laurbærrene. Derfor er jeg også meget glad for, at regeringen med erhvervs- og sø­fart­s­mi­ni­ster Morten Bødskov i spidsen netop har lanceret et vækstteam, som blandt andet skal være med til at styrke væksten i erhvervet og sikre, at skibsfarten også fremadrettet har de rigtige rammevilkår. Det skal være med til at sikre, at Danmark også om 10 og 20 år er at finde blandt verdens største sø­fart­s­na­tio­ner," siger Anne H. Steffensen.

Powered by Labrador CMS