Massiv oprustning af flåden koster på bundlinjen hos Høj

Administrerende direktør Michael Normann. Foto: Høj Nordic Marine Contractor A/S
Administrerende direktør Michael Normann.

Høj Nordic Marine Contractor – der tidligere gik under navnet Rederiet Høj – kommer ud af 2022 med et beskedent overskud på 28.787 kroner. Nye skibe i flåden koster på bundlinjen men styrker strategien, lyder det.

Publisert

Det danske rederi Høj Nordic Marine Contractor, der tidligere gik under navnet Rederiet Høj, har i år udvidet flåden med flere nye fartøjer, og det har kostet på bundlinjen. Det viser rederiets årsresultat for 2022.

Trods de massive investeringer i ny flåde kom Høj dog ud af 2022 med et spinkelt overskid på 28.787 kroner – et resultat, der dog ligger noget under sidste års resultat, hvor overskuddet lød på 2,8 millioner kroner.

Alligevel er der optimisme at spore, for udvidelsen af flåden skal nemlig give virksomheden et strategisk løft mod flere opgaver inden for offshore vind og andre maritime opgaver i hele Nordeuropa.

“Klimasikring og især etablering af flere offshore vindmølleparker rummer store vækstmuligheder. Udvidelsen af vores flåde bringer os op i en ny liga og skal være med til at løfte vores vision om at være den fortrukne maritime entreprenør i Nordeuropa. Det er en vækstmulighed, vi gerne vil investere i,” lyder det fra administrerende direktør i Høj Nordic Marine Contractor, Michael Normann.

Det drejer sig især om opgaver som uddybning og oprensning af havneinfrastruktur, molebygning, stensætninger, forberedende arbejder for kabellægning, boulder clearance og etablering af nye stenrev.

Offshore vind projekter og klimaprojekter fylder stadig mere i porteføljen hos den maritime entreprenør, som med sidste års investeringer står endnu stærkere på det internationale marked for havne- og vandbyg.

Det er blandt andet ekspertisen inden for uddybning, oprensning, scour protection, breakwater og stone bed opgaver i hele Nordeuropa, der i 2022 styrkede ordrebogen hos Høj Nordic Marine Contractor.

Tidligere opgaver i både Tyskland og Sverige har sat to streger under Højs specialistkompetencer inden for offshore vind segmentet. Opgaver som er særligt komplekse grundet vanddybde eller undersøiske forhold.

Powered by Labrador CMS