Miljøvurdering af planer for havvindmølleparker sendes i høring

Illustration: Energistyrelsen
Illustration: Energistyrelsen

Energistyrelsen åbner for idéer til miljøvurderingen af planen for havvindmølleparker i områderne Nordsøen I, Kattegat II og Kriegers Flak II.

Publisert Sist oppdatert

Planerne med at anlægge havvindmølleparker i områderne Nordsøen I, Kattegat II og Kriegers Flak II er kommet et skridt nærmere, efter Energistyrelsen har åbnet for idéer til miljøvurderingen af projekterne.

Den endelige placering af havvindmølleparkerne afventer endelig politisk beslutning, men for at understøtte, at parkerne kan etableres rettidigt i forhold til de politiske aftaler, er Energistyrelsen ved at forberede planlægning og undersøgelser af en række områder, som er vurderet egnet til etablering af havvindmølleparker. På den baggrund foretages miljøvurderinger af planerne – også kendt som SMV – for Nordsøen I, Kattegat II og Kriegers Flak II.

Energistyrelsen inviterer derfor borgere, virksomheder, myndigheder og andre med interesse i de mulige kommende havvindmølleområder med tilhørende anlæg på land til at indsende deres ideer og forslag til, hvad der skal indgå i miljøvurderingen af planen for de respektive parkområder.

Idéhøringen løber over perioden mandag den 6. marts til fredag den 31. marts 2023.

Efter høringen vil Energistyrelsen blandt andet på baggrund af høringssvarene beslutte, hvilke emner og miljøpåvirkninger, der skal belyses i miljøvurderingen af planerne for henholdsvis Nordsøen I og Kattegat II/Kriegers Flak II.

Resultatet af miljøvurderingerne forventes fremlagt i 2. offentlig høring i første halvdel af 2024.

Powered by Labrador CMS