Både ignorerer skiltning og sejler direkte på sten
I Kerteminde Havn er masser af både blevet skadet, men havnefoged mener, at det måske ikke kun er de uopmærksomme sejleres skyld.
Længe har en bådindgang til Kerteminde Marina været lukket af for sejlende. Det faktum kombineret med markeringer og skiltninger til trods har en del både de seneste uger benyttet af den lukkede indgang til kajen.
Resultatet er et større antal skadede både, da grunden til lukningen og etablering af en såkaldt påbudszone er, at indgangen var ved at blive fyldt op med sten.
– Det er ganske korrekt, at en del sejlere har ignoreret markeringerne om en påbudszone, og efterfølgende er stødt på stenene, som ligger der, fortæller Søren Therkelsen, havnefoged i Kerteminde Kommune.
Det beretter Fyens Stiftstidende
De mange ulykker har skabt en debat om, hvorvidt entreprenøren bag projektet, Per Aarsleff A/S, havde markeret området ordentligt. Rent juridisk har de dog deres på det tørre, forsikrer havnefogeden.
– Entreprisens holdning er, at det hele var klart markeret. Det er også annonceret på Marinaens Facebook-side og de andre steder, hvor det skal være. Juridisk er den klokkeklar, og det er dem, som er sejlet ind, der har overtrådt en påbudszone, lyder det fra havnefogeden, som anslår, at et sted mellem 30 og 40 har fået skader efter at have ramt stenene.