Den maritime julekalender – 14. december

14_December

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet fra det forgangne år. Glædelig 14. december.

Publisert

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 14. december.

Verdens største krigsskib på besøg i Oslo

Et overvældende antal nordmænd valfartede i slutningen af foråret til både Oslo og kysten omkring Oslofjorden for at få et spektakulært glimt af verdens største hangarskib, USS Gerald R Ford.

Efter et par dages sejlads gennem blandt andet den danske del af Nordsøen ankom det store krigsskib nemlig i slutningen af maj til den norske hovedstad, hvor fartøjet over kommende fire dage var på besøg under sin første operationelle rejse nogensinde.

I forbindelse med besøget i den norske hovedstad deltog dele af den 4.500 personer store besætning i træningsøvelser med norske styrker langs landets kyst.

Besøget kom dog med en længere række sikkerhedsforanstaltninger, og der var således blevet indført blandt andet flyveforbud over skibet, ligesom sejlende blev bedt om at holde minimum 500 meters afstand til skibet.

Mens besøget blev taget særdeles godt imod af nordmændene, så var den russiske ambassade i Oslo anderledes negativt stemt over besøget.

“I betragtning af, at det er indrømmet i Oslo, at Rusland ikke udgør nogen direkte militær trussel mod Norge, ser sådanne magtdemonstrationer ulogiske og skadelige ud.”

Således lød kritikken blandt andet i en mail, som talsmand Timur Chekanov fra den russiske ambassade i Norge sendte til nyhedsbureauet NTB. Ifølge talsmanden var der nemlig hverken spørgsmål eller emner i Norden, der krævede en militær løsning eller behov for indgriben udefra.

Omvendt kalde den norske forsvarsminister Bjørn Arild Gram det ‘meget positivt’, at det amerikanske hangarskib valgte at lægge vejen forbi landet.

I videoen her kan du se, hvordan det så ud, da verdens største hangarskib sneglede sig afsted igennem Oslofjorden med assistance fra blandt andet det norske Kystverket.

Powered by Labrador CMS