Nye initiativer skal styrke eksport af dansk grøn energiteknologi

Arkivfoto: Unsplash

Energistyrelsen har givet tilsagn om 3,2 millioner kroner i tilskud til fire projekter, der fremmer den danske energieksportindsats gennem udbygning af Danmarks myndighedssamarbejde på fremtidige vækstmarkeder via offentlig-private samarbejder.

Publisert

Som en del af Energiaftalen i 2018 blev der afsat midler til en tilskudspulje, som skal styrke eksportindsatsen af dansk energiteknologi. Ansøgningsrunden for 2021, hvor der var afsat 8,8 millioner kroner, er nu afsluttet.

I alt er der fire offentlig-private partnerskaber, som opfylder puljens formelle ansøgningskriterier, og de har søgt finansiering til projekter for i alt 3,2 millioner kroner. Der er givet fuldt tilsagn til alle fire projekter.

Projekterne fokuserer på at udforske nye eksportmuligheder ved at sætte dansk ekspertise i spil i blandt andet pre-feasibility-studier, markedsanalyser og virksomhedsalliancer samt gennem styrkelse af myndighedssamarbejder på energiområdet.

Projekterne er målrettet havvind i USA og Brasilien, fjernvarme i Kina samt energieffektivitet i industri i USA.

Puljen støtter blandt andet et projekt i Shanxi-provisen i Kina, som på baggrund af danske erfaringer med grøn omstilling af fjernvarmesystemet skal rådgive om varmeplanlægning i udvalgte byer i provinsen. Fjernvarme er allerede udbredt i Shanxi-provinsen, men er i høj grad baseret på fossile brændsler.

Provinsen har stort potentiale for at reducere CO2-udledninger gennem omstilling til grønne og energieffektive fjernvarmeløsninger. Dette styrker samtidig potentialet for eksport af danske energiløsninger. Desuden skal projektet klæde danske virksomheder bedre på ved at øge kendskabet til det kinesiske fjernvarmemarked.

Næste ansøgningsrunde for puljen meldes ud i 2022, og der vil i den forbindelse komme opdaterede ansøgningskriterier.

Powered by Labrador CMS